Virkelighedens beskaffenhed og en idé om bevidsthed

Mødet mellem mennesker er en kompliceret begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser for hele vores erfaringsgrundlag.

Man kan sige at et samfund består af en given mængde subjekter, der opererer i en verden af objektiv karakter. Derfor kan man både tale om subjekt-objekt mødet og subjekt-subjekt mødet; det sidstnævnte er forholdet vi vil betragte. Før skildringen af mødet må vi forstå hvad der lige præcis kendetegner et subjekt. Den objektive verden er gennemsyret af de ændringer subjektivitet indgyder, men subjektivitet orienteres mod og præges af en slags objektivitet.
Det væsentlige for et subjekt er derfor selvbevidsthed og bevidsthedens struktur kan sammenlignes med måden vi møder andre mennesker på i samfundet:


Bevidsthed er sådan beskaffen, at subjektet altid betragter bevidsthed som objekt for subjektet selv. Denne introspektion har visse andre ejendommelige karaktertræk.
Man kan sige, at der sker en opdeling af subjektets bevidsthed. 
I subjektets betragtning af sin bevidsthed forbavses det over at opleve sig selv fremmedgjort som objekt for sin egen bevidsthed. Følgelig sker der en ’fortrængning’ eller en 'erstatningsproces', hvor de 2 "bevidsthedslag" forsøger at sikre deres væren som den overlegne.
I denne proces 'spejler de sig i hinanden' og bliver opmærksomme på deres egen bevidsthed gennem mødet med den anden bevidsthed. 
Selvbevidsthed har altså den ejendommelige natur at være afhængig (som i betinget) både af "subjekt-subjektet" og det beskuede "subjekt-objekt".
"Subjekt-objektets" eksistens bliver som en slags ’levende objekt’, der anerkender 'subjekt-subjektets' eksistens. 


Denne opdeling beskriver gennem bevidsthedslagenes møde med hinanden ikke kun hvordan de reagerer, men efterfølgende, hvordan de er i verden, hvad man kan kalde deres epistemologiske rammevilkår.

Jeg bevæger, at denne opdeling ligger til grund for den "inflation af virkeligheden" man ser i f.eks. konstruktivistiske teorier. Hvis selvbevidsthed (som mange ser som det adskillende mellem menneske og dyr) virkelig fungerer som her beskrevet, giver menneskets ubønhørlige tendens til metafysisk nonsens mening på et erkendelsesteoretisk niveau--selvbevidsthedens struktur fordrer simpelthen en opdelingstankegang.

Metaphorica

Det usigeliges ufravigelige karakter skabes i en strøm af metaforer.
Ægthed er en utilfredsstillende og indskrumpet substans: orbis non sufficit!
Eksistens er formløs. Fortolkning består i formgivning; koncepter er individets antropomorfisering af naturen.
Det usigelige er et sprog, men har ingen placering. Det har betydning, men ingen tyngde.

Savn og ensomhed

Metaforen ensomhed er et derivat af individualitet.
For at acceptere ensomhed må vi acceptere alt hvad der udgør individualitet.
Vi står i et underligt forhold, hvor at være ene er afhængig af flere end en.
Anerkendelse er når vi retter os mod andre individualiteter. Savn, så vi, er manglen på denne anerkendelse, som aktualiseres af et andet individ (P ⇔ Q, biimplikation) savn er altså en 'mangelfølelse', individualiteter føler for hinanden fordi de har distance mellem sig (adskillelse).
Ensomhed ligner savn fordi begge deler distance og adskillelse, men ensomhed kan ikke være savn, da savn opstår mellem anerkendende individualiteter.
Hvis man  savner, så er man ikke ensom.
Ensomhed, rent sprogligt, er udelukket.


(der må mangle noget her)

Individet og savn

At være til er at være til i sig selv; individualitet er meningsløs uden andre individualiteter.
Individualitet er at være adskilt - adskillelse medfører distance.

Når noget har distance er det materielt, altså er alle individualiteter materielle.
Anspores vi til at rette os mod andre anerkender vi deres individualitet.
Identitet er når individualiteter anerkender hinanden som væren til i sig selv.
Savn er fravær af rettethed mellem identiteter.
Uden individualitet er der ingen identitet, uden identitet ingen rettethed. Savn er altså individualitetens mangel på samme.

Første forsøg på en beskrivelse af det usigelige.

Af og til rammes man af en underlig følelse af indsigt. Sløret løftes, dit tunnelsyn erstattes af umulige højder. Lyset er skarpere, luften er sprødere, du mærker dig selv fra yderste fingerspids til inderste hjertebank. Nu eksisterer du rigtigt.
     I dette øjeblik, føler du, har du sanset noget sandt, noget virkelighedsnært. Noget så uvirkeligt virkeligt, at det lader din kreativitet gro og blomstre vanvittigt.
Når blyanten falder og euforien er drænet skal tankerne inspiceres. Du læser det, måske anerkender du skønheden i nogle ordassociationer, der kan endda være en slags harmoni, men det er som om der mangler noget - teen har ikke trukket længe nok, det mangler tyngde.

Det der er sket er, at du har prøvet at sige det usigelige.
     I sproget er du stødt på en begrænsning. Det du har prøvet at udtrykke er ikke til at skimte i de ord, du har skrevet.
     Udsagnene indeholder ikke direkte referencer til virkeligheden og man er overladt til primitive associationer. En lov derfor:

A1. Udtalelsernes indbyrdes korrelation (på samme vis som objekter i virkeligheden refererer) korresponderer ikke med virkelighedens objekters korrelation.

De kombinationsmuligheder objekter i virkeligheden giver anledning til er 'overskredet' og dit udsagn har ingen 'aktualitet' og derfor ingen sandhedsværdi - de er meningsløse.
     Virkelighedens beskaffenhed afspejles altså direkte i udsagnenes korrelation og sproget må altså siges at være ægte beskrivelser af ægte forhold mellem virkelighedens objekter.

Udtalelser om værdi, moral og etik er derfor transcendentale i og med, at deres korrelation til virkeligheden udelukkende kan påvises i en sætnings struktur. Måske kan det siges, at metaforer er en slags forsøg på at udtrykke gennem sproget, hvad dets grænser i princippet ikke tillader.
     Værdidomme i sproget, fordi de er umulige at udtrykke (via A1), har ingen virkelighed som 'objektiver', de kan kun være subjektive, primitive følelser (som vi måske kan opnå enighed om).

Såkaldt erkendelsesteori

Metafysik sidestilles ofte med noget transcendentalt og noget udenfor denne verden værende. Denne betragtning, må man antage, er altid induceret på et erfaringsgrundlag baseret på vores umiddelbare verden. Sansning er altså informationsgiveren for selve disse ikke-fænomener, med mindre man antager en supersanselig ræssoneringsevne. En sådan kan ikke bestemmes gennem vores sansning, hvorfor verifikation ikke er mulig.

         For at bruge sansbare informationer må vi give dem navne. Logisk set skaber vi en forbindelse mellem tingen og ordet. I denne forbindelse antager vi subjektets eksistens som givet og må konkludere, at eksistens aldrig kan være et prædikat, da det ville føre til en tautologi.

         Selv tanker om noget ikke-eksisterende eksisterer og det er vores evne til at gøre egne tanker genstand for tanke, der ansporer selvmodsigende udsagn.

Lidt om syllogismer

Nogle A er B, nogle B er C, ergo: nogle A er C.  Men det følger ikke logisk!
Antag følgende:
Nogle politikere er røde, nogle røde ting er klaphatte ergo er nogle politikere klaphatte.
Sandheden kan diskuteres, men ikke gyldigheden.
Problemet er, at mellem-begrebet er placeret forskelligt i henholdsvis første og anden præmis - det er forkert at tro, at alle "nogle politikere" er i samme kategori som alle "nogle røde ting", som det ses i et Venn-diagram.