en frivillig morgen

Vi er tidsrejsende i et indre univers.
Det er det rige vi bygger, i vores eget element.
Indenfor boblen består kun vor tid.
Her strækker dig og ordene sig dybt og højt, som rødder og træer.
Udenfor daler blade gennem efterårsluft.
Deres sidste hvilested bestemt af tyngden - nødvendighed.
I boblen er hvilestedet allerede nået - frihed.
Det bekendte kan endog stadig være uerkendt.
Men læberne der bæver, af-slører en sandhed - ufrivilligt.
Og de blødeste bakker må bestige sig selv - frivilligt.
Jeget og selvet: samlet som vi'et, er det uden for tiden.

en ufrivillig morgen

Morgenen har antrukken en kølig stilhed som var den et maleri af min tankes ufrivillige stilstand.
Det er meningen jeg skal løbe, så jeg sætter én fod foran den anden, det er sådan man løber. Men for hvert skridt jeg tager taber jeg mig selv og mit tilstedevær til de tilbagelagte kilometer. Hun siger, at det er okay jeg løber forrest, men det er svært når jeg allerede er væltet bagerst fra starten. Hvis dit jeg er kloden der drejer roligt og med sikkerhed om sin egen akse, er det dog muligt af og til at rejse så langt ud af tyngdefeltet, at du når at se dit jeg bevæges meget længere end dit selv i virkeligheden er nået. Forestil dig 2 håndfulde strandsand, taget tilsammen er de udtryk for det samme: strandsand. Men i den ene håndfuld taget for sig aner du alle de forskelle som sammenligningen skjuler. Måske er det også sådan i jegets ufrivillige bevægelse: i sammenligningen forsvinder det særegne ved selvet og det tvinges til at acceptere jeget som hele sit udtryk og måske kan jeget kun finde sit selv når de løber ved siden af hinanden.