Såkaldt erkendelsesteori

Metafysik sidestilles ofte med noget transcendentalt og noget udenfor denne verden værende. Denne betragtning, må man antage, er altid induceret på et erfaringsgrundlag baseret på vores umiddelbare verden. Sansning er altså informationsgiveren for selve disse ikke-fænomener, med mindre man antager en supersanselig ræssoneringsevne. En sådan kan ikke bestemmes gennem vores sansning, hvorfor verifikation ikke er mulig.

         For at bruge sansbare informationer må vi give dem navne. Logisk set skaber vi en forbindelse mellem tingen og ordet. I denne forbindelse antager vi subjektets eksistens som givet og må konkludere, at eksistens aldrig kan være et prædikat, da det ville føre til en tautologi.

         Selv tanker om noget ikke-eksisterende eksisterer og det er vores evne til at gøre egne tanker genstand for tanke, der ansporer selvmodsigende udsagn.

Flere lag af eksistens

Eksistens er ikke foruden referencepunkt. Eksistens findes ikke som en ding-an-sich. Der er ingen transcendent-immateriel egenværdi i udsagnet. Det er blot en term ladet med eventualitet, kun et erkendende individ kan anvende det.

Betyder det så, at den ikke-erkendende verden er i 'ikke-eksistens'? Nej, men en naturlig følge er sand: vi, mennesker, sanser erkendelse og bliver derfor opmærksomme på instinkt, tanke og følelse. Disse indsigter fører til introspektion (eller, som jeg vil kalde det, mønstersøgen) og i virvaret af selvbeskuelse falder vi over tanken om os selv når vi stiller netop det spørgsmål som logisk fører til at vi stiller spørgsmål ved det at stille spørgsmål og på denne måde indser vi erkendelse og egne handlinger.

Gennem denne analogi affinder vi os med, at eksistens finder sted eller 'bliver lavet', men kun fordi vi selv eksisterer som erkendende receptorer for eksistens. Eksistens er altså en slags metaforisk idé.