Kærlighed

Jeg er endnu ikke udsprunget af altingets mørke,
mit kranies rå hvælving adskiller mig fra tilsynekomsten.
Som en flod strømmer jeg ustandseligt og beruset ud mod verden,
jeg møder søer men finder aldrig hvile i det store ocean.

Men nu er jeg det forplumrede, døde vand i voldgraven,
der i jagten på sig selv mister sin strømning og bevogter et tomt slot.
Men nu regner det så pludseligt og dråberne prikker hul,
i min forstenede overflades hinde, jeg går over mine breder.

Intet dyb rummer længere mig, jeg er ikke mig selv,
og nu forstår jeg ikke længere hvor jeg kommer fra.
I vandskorpen genspejles evighedens ansigt, det store blå,
som i sig selv formår at være mit genskin.

Sandheden skøjter i dobbeltfart på vores identiske overflade,
og i refleksionerne møder vi endelig hinanden!
Alene bryder vi aldrig igennem isen, men nu mødes vores læber,
fra hver side af uendelighedens spejl og smelter ensomheden bort.

Vi omfavner hinanden og bader i flodens rindende vand,
og strømmen bærer os endelig ud i det store ocean.
Her mærker vi for første gang hvor varmt det er og
de hvide søjler sender os på rungende himmelfart.

Kaffe og dialektik

Jeg kan mærke at træning og kaffe har forberedt min tanke til udfoldelse, det ene har fjernet intetheden, den for tanken uigennemtrængelige barriere, forglemmelsen man møder på kanten af hvad kroppen kan præstere, det andet trækker den ubegrænsede tanke ud af altingets urolige mørke, determinerer den og koncentrerer den.

Negativitet navngiver det fænomenologiske gab som ikke kan forekomme fænomenalt. Når alting indeholder sin egen modsætning betyder det ikke, at der kun findes et tilsvarende modsatrettet begreb transcendentalt adskilt fra begrebet i sig selv, begrebets negation er indeholdt immanent i begrebet selv.

Dialektikken er den underliggende, gennemsyrende del af logikken, dens dynamiske struktur: når tanken får lov til at følge sine egne bevægelser—fremfor at blive viklet ind i skematik—beviser den sin egen sandhed. Dialektikken som metode kan ikke adskilles fra objektet og dets indhold, det er i selve dette indhold at bevægelsen finder sted. Indholdet skabes, med andre ord, af sin egen indre dialektik (negativitet) når det bevæger sig gennem determineret negation til nærmere determination. Derfor ville det også være at tage for meget for givet, at forudsætte for meget at diskutere den dialektiske bevægelse man finder i f.eks. endelighed-slet uendelighed-sand uendelighed uden at vise denne bevægelse, dvs. i en metadiskussion af viden.

For at dialektikken kan bevæge begrebet gennem determineret negation er immanens nødvendigt, dvs. begrebets negation må være indeholdt i det selv.

Fraværet der fylder mere end tilstedeværet

Jeg oplever allerede tomheden i fraværet af hende, fraværet der forvandler alting til terroriserende tilstedevær og erstatter verdens bevægelse med statisk stilhed.

Hendes fravær opsluger alting, så jeg må hæve stemmen og råbe ud i tomheden, jeg må gøre mit eget tilstedevær bekendt, men i ekkoet vender intet andet end fraværet tilbage.

Mine tanker er et spejlbillede af sig selv, i refleksionen genopdager jeg ikke verden, men kun de rystelser, de ekkoer, der forbliver remanenserne af hende.

Frihed og lighed

Altoverskyggende for enhver meningsfyldt diskussion er klarhed i sproget. Hvis ikke vi forstår hinanden sker der ingen udvikling og hvis vi personligt misforstår eller misfortolker begreber, foreligger muligheden for usand udvikling, dvs. en forfejlet forståelse af virkeligheden (der følgelig leder til al slags filosofisk dårligdom).

Vi må alle kunne blive enige om, at nogle begreber tager forrang til andre. Hvis vi starter med eksemplet frihed er det nemt at vise. Man kan tale om en logisk forbundethed mellem frihed og forbud: frihed kan kun begrænses dersom der foreligger et forbud mod at udøve den og et forbud forudsætter det, som forbuddet er et forbud imod. Begrebet forbud er dermed sekundært til det der forbydes som igen ligger under i logisk prioritet i forhold til det den indskrænker – friheden.

                       Det er altså i negationen af begrebet frihed – gennem begrebet forbud – at det bliver meningsfyldt at tale om frihed. Derfor kan vi også sige, at dersom der ikke foreligger nogen tænkelig autoritet eller lov, så har frihed ingen plads. I en abstraktion kunne man udtrykke det således: begrebet det positives betydning er identisk med begrebet det negative, hvilket er det samme som at sige, at det positive er det modsatte af sig selv.

Jeg håber at læseren kan fornemme vigtigheden i denne pointe. 

I en politisk argumentation observerer man til stadighed en appel til følelser; dvs. et argument der i os tilskynder modvillighed, afsky og domfældelser om det moralske i en given handling. Hvis vi ser bort fra den personlige gyldighed af det værdisystem, der foreligger for at kunne begå sådanne domme (ligegyldigt hvor arbitrært det måtte være) kan vi understrege en vigtigere pointe, nemlig denne: at der må foreligge visse muligheder, der gør det muligt at dømme overhovedet – eller med andre ord, sikrer muligheden for normative ytringer.

                      Denne mulighed er den føromtalte negative metode og det følger heraf, at frihed ultimativt danner forrang til alle andre værdier, da den (metaforisk sat) kan siges at være værdien ud fra hvilken, alle andre værdiers mulighed bliver en mulighed. På denne vis kan man kalde frihed en menneskeret, da det er selve gestalteringen af det ved mennesket, der gør det menneskeligt.

                      En følge heraf er, at de værdier, der ikke får betydning i sin egen modsætning, ikke kan siges at være menneskerettigheder, da de ikke er grundlæggende for selve mulighederne for et givet værdisystems mulighed. Når man lovgiver og laver forbud uden hensyntagen til om forbuddet kan siges at være negationen til et modsvarende positivt begreb, så er man involveret i værdirelativisme og dermed ideologi.

På samme måde som vi bestemmer begrebet frihed gennem den negative metode, skal vi også se på lighed gennem denne, dvs. det er uligheden, der skal begrundes.

                      Det er åbenlyst for alle, at en sætning som ”alle mennesker er lige” ikke kan være en rigid empirisk udledning; vi er forskellige med hensyn til evner, udseende osv. Det vi derimod er fælles om er det at være menneske. Lidt paradoksalt kunne man påstå, at det er mennesket i mennesket, der gør os lige. Men hvad er så dette menneske? Hvis vi forsøger samme abstraktion som i definitionen af begrebet frihed må ”mennesket i mennesket” være alt det, det ikke er – eller med andre ord, det modsatte af sig selv. Men vi ser med det samme, at hvor vi i begrebet frihed fandt frem til forbud som en naturlig negation af frihed, finder vi ikke en naturlig negation af begrebet menneske, da mennesket rummer alle forskelle i sig selv.

                      Man kan måske tale om lighed som en menneskeret ved at referere til begrebet frihed: det vi som mennesker deler ligeligt er vores frihed. På denne måde er lighed ment som frihed. Men det er ikke hvad vi normalt mener, når vi snakker om lighed.

For det meste er lighed et normativt fordrende begreb, at vi alle bør være lige, men med hensyn til hvad? Da vi ikke kan begrunde lighed logisk tyr vi ofte til moralbegreber: at noget er uretfærdigt osv. Det er midlertidig umuligt at retfærdiggøre lighed som en menneskeret gennem henvisning til det normativt fordrende idet det vil føre til, at vi uden hensyntagen til resultatet af en handling måtte behandle den handlende som enhver anden, der ikke havde begået handlingen.

Lad os i stedet starte med at bytte ”alle er lige” ud med ”alle er forskellige”. Det giver god mening empirisk. I denne negative udledning af lighed skal vi ikke bedømme mennesker ud fra en abstrakt lighed, som vi så var umulig at definere, men ud fra deres forskellige evner. Lighed giver kun mening gennem denne specifikke idé om ulighed; en påstand om lighed forudsætter ulighed som det der benægtes gennem selve påstanden om lighed.

                      Med andre ord: når vi henviser til lighed henviser vi til negationen af den ulighed, der giver begrebet lighed mening, dvs. at ulighed skal behandles ulige.

Ufriheden får kun eksistens ved at negere den allerede eksisterende frihed, mens ligheden kun får eksistens ved at negere den allerede eksisterende ulighed.

Samtalens fænomenologi

I samtalen har vi en rettethed mod en for-os-selv fremmed 'ordlyd' (vi er lytter). Vi observerer denne ordlyd som en fremtræden udenfor os selv men mod os og genkender samtidig dens væsen som en del af os selv (os selv som taler).
Vi bliver derfor samtidig bevidste om denne relation til den objektive ordlyd: at vores bevidsthed er frigjort fra den observerede ordlyd som et subjekt overfor et objekt - hvor vi for-os-selv er subjekt i betragtningen af ordlyden.
Vi bliver derimod også opmærksomme på, at vi - for ordlyden - kan betragtes som et objekt (lyttende). Dvs. at vi falder over os selv som objekt for et andet subjekt.
Denne betragtning er et slags "tredje-øje-gestalt": vi finder os selv som det betragtende subjekt overfor et objekt, der i-sig er subjekt overfor et betragtet objekt - men endvidere finder vi os selv som beskuere af hele denne relation, der for subjektet netop bliver objekt.
Enten "mister" vi nogle af disse relationer i samtalens selvfortabelse (hvorefter samtalen flyder videre i en ringere abstraktionsgrad) eller også oplever vi et afklaringsøjeblik, hvor vi pludselig finder os selv "foran-samtalen" i et tomrum (og dermed slutter samtalen for en stund, indtil vi "henter" os selv).
Selve afklaringsøjeblikket, tomrummet, er dermed også selvfortabelse, men selvfortabelse med hukommelse: en slags selverkendelse.
Hele denne erkendelse af samtalens fænomenologi finder ligeledes sted i subjektet overfor objekter, der udelukkende er i en lyttende position.
På den måde kan man sige, at det ikke kun er i samtalen at selvfortabelse finder sted.
Når vi blot taler (fremlægger tanker) opfatter vi de lyttende som talere (vi "antropomorfiserer" deres evne til at svare igen og forstår, at deres svar faktisk er deres bevidsthed om vores tale - de lytter "indvendigt").
En erkendelse af denne samtalens dynamik kan måske redde subjektet fra lammende tomrum, hvad enten det er i samtale eller tale.

Absurditet og valg.

Jeg tror at det giver mening at dele begrebet op i, hvad jeg vil kalde ontologisk absurditet og epistemisk absurditet. Ontologisk absurditet medfører en reduktion til subjektive værdier, det er med andre ord umuligheden i at erkende objektive værdier i-sig-selv eller umuligheden af selve denne størrelse.

Epistemisk absurditet tager over, hvor ontologisk absurditet ender og er den mellemmenneskelige umulighed af en fælles erkendelse af værdier (om de eksisterer objektivt eller ej).

Det er mit indtryk, at den eksistentielle kval - følelsen af absurditet - kommer til udtryk i en ontologisk absurditet, som menneskets pludselige indsigt i universets komplette ligegyldighed overfor dets eksistens; en følelse af utilstrækkelighed i livet. Angst, ensomhed og depression er på denne vis foranlediget af manglen på en ufravigelig retningsangivelse, et slutmål for hele vores livsfærden: i logikken en reductio ad absurdum, at ræsonnere fra en falsk præmis (her er værdi forstået som den falske præmis).

Ethvert forsøg på at opstille nogle værdier for de mennesker, der er grebet af absurditeten, vil blive affejet som tomt.

Vi kan også acceptere denne objektive meningsløshed og derefter konstruere vores egne værdier, samtidig med at vi må leve med projektets fuldkomne rationalistiske ironi. Dette er den epistemiske absurditet, som giver anledning til en lang række andre problemer.

Hos Sisyphos ser vi hvordan man i accepten af livets ontologiske absurditet, ”kommer ud på den anden side”, med en indsigt, der ”annullerer” absurditeten. Der er en slags kontradiktion i absurditetsbegrebet: når mennesket holder en ironisk distance til meningsløsheden bliver det pludseligt meningsfyldt (jf. Sisyphos straf).

Men hvis livet i-sig-selv kun kan siges at være ontologisk absurd før vores erkendelse af det som absurd, hvorfor så postulere en ontologisk absurditet overhovedet? Den ontologiske virkelighed er den samme, så problemet må væres epistemisk.

Vi kan spørge: hvornår møder vi absurditeten i livets gang?

                      Når vi står overfor et valg bliver vi stillet overfor vores egen frihed. Det er en metafysisk nødvendighed at måtte vælge og i bevidstheden erkender vi handling i modsætning til undladelse. Vores refleksion tillader en slags indeterminisme idet vores faktiske ageren følger efter vores mentale deliberation. Heri ligger også absurditeten som en slags umiddelbar fortrydelse, det er vores ”tvungenhed” fra overvejelse til udførsel. I en frase: metaniveauets tyngde.

Eksistentialisme: konsekvens og valg

Et af livets grundvilkår er valget. Men hvad er et valg? For de fleste betyder det at vælge, at have flere muligheder; at kunne skelne mellem a og b. Valget er på denne vis en præsentation af en situation, hvor udviklingen er betinget og styret af individet; man kan sige, at valget er individets præcision af sin vilje.

Valget er på samme tid en uoverskuelig verdensbyrde og en lindringens vægtløshed. Valget berøver dig frihed og skænker dig frihed. Valget står i et nærmest kontradiktorisk forhold til sig selv; enten vælger du eller også vælger du ikke at vælge. Når du præciserer din vilje, som jeg vil kalde det, handler du. Vi har kun mulighed for at vælge, fordi vi ikke har mulighed for andet - selvfølgelig har vi fri vilje, vi har ikke noget valg.

Når vi beskuer os selv i en betinget situation, hvor vi må træffe et valg, ændrer vores frihed til at vælge ikke på beslutningen om a eller b. Den er blot vilkåret, der gør en sådan betragtning mulig. Det sværeste for et menneske er at præcisere sin vilje fordi der ikke kan gives nogen a priori definition på, hvilket valg, der er det bedste. Vi må føle os frem.

Sådanne følelser kan ikke tillægges værdi før vi har følt dem. Med andre ord, vi må, for at vide hvad vi taler om, have handlet først. Hvordan kan vi så vælge overhovedet? Tja...

Nogle søger udenom og undertvinger valget i sig selv. De nægter at præcisere deres vilje. Det er de mennesker, der altid vil have det på 2 måder. Sindelagshadet mod valget er menneskets virkelige dekadence. Et ikke så lidt vægtigt selvbedrag...

Den forsøgsvise handling, moralens ikke-placering, er den eneste mulighed. Heri også eksistentialismens fejltog! Al fremtidig handling står på skuldrene af den spæde start: minderne der belyser vejen. Hvis alle situationer var nyfødte og al hukommelse slettet, så havde de måske en pointe.

Grænserne for viden

Viden kan være mange ting. Det kan være kendskabet til et objekts funktion, kendskabet til objektets frembringelse, kendskabet til objektets udseende osv. Ud fra vores kendskab til visse fysiske objekter kan vi deducere relationer: mellem individet og det betragtede. Ud fra disse deduktive frembringelser kan vi forudsige fremtiden med ret stor præcision. Det mest simple eksempel er i 'hvis-så' sætninger, forudsigelser der siger noget om en kausal forbindelse. Denne viden er let tilgængelig og en del af den menneskelig intuition men kun så længe antallet af indbyrdes afhængige variabler er meget lille.
Når omfanget af mulige relationer forøges bliver det i praksis umuligt at observere de ægte sammenhæng.
Hvis vi antager, at det er muligt at udspecificere nogle givne omstændigheder:(x1, x2, x3,...xn) og deres relation til:(y1, y2, y3,...yn) er det altid ud fra vores allerede etablerede viden om nogle omstændigheders relation til forskellige resultater (hvis-så eksemplet)-en relation, der ikke strengt taget kan kalkuleres i det enorme vidensmorads.
Enhver observation kan i princippet kun tillade deduktion ud fra et begrænset vidensgrundlag, på denne vis kan vi ikke acceptere sandheden af en systematisk løsningstilgang til de problemer vi tror vi har kendskab nok til at kunne løse. At tro sådan er at løbe storm mod grænserne for viden.

Marx, overskudsværdi og etik

Marx argumenterede for at arbejdskraften udnyttes fordi denne producerede hele produktet, men kun fik en del af det, resten var "overskudsværdi", som kapitalisten tog til sig selv.
Hvis vi accepterer disse præmisser (som vi ikke bør) kan arbejdskraft udelukkende siges at være udnyttet i henhold til en kapitalistisk etisk forståelse: ergo, hvis arbejdskraft er berettiget til det den producerer.
Hvis man derimod adopterer den socialistiske præmis: til enhver efter hans behov, fra enhver ifølge hans evne - så skal man sammenligne det arbejdskraften producerer, ikke med det den er berettiget til, men med dens evne og endvidere sammenligne det den er berettiget til, ikke med den producerer, men med det den har behov for.
Holdbarheden af den logiske struktur er det mindste af kritikpunkterne mod marxismen, men samtidig det mest rammende, idet den interne ugyldighed vidner om en overgivelse til selve det kritikken er rettet imod, navnlig kapitalismen og dens principper.

Virkelighedens beskaffenhed og en idé om bevidsthed

Mødet mellem mennesker er en kompliceret begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser for hele vores erfaringsgrundlag.

Man kan sige at et samfund består af en given mængde subjekter, der opererer i en verden af objektiv karakter. Derfor kan man både tale om subjekt-objekt mødet og subjekt-subjekt mødet; det sidstnævnte er forholdet vi vil betragte. Før skildringen af mødet må vi forstå hvad der lige præcis kendetegner et subjekt. Den objektive verden er gennemsyret af de ændringer subjektivitet indgyder, men subjektivitet orienteres mod og præges af en slags objektivitet.
Det væsentlige for et subjekt er derfor selvbevidsthed og bevidsthedens struktur kan sammenlignes med måden vi møder andre mennesker på i samfundet:


Bevidsthed er sådan beskaffen, at subjektet altid betragter bevidsthed som objekt for subjektet selv. Denne introspektion har visse andre ejendommelige karaktertræk.
Man kan sige, at der sker en opdeling af subjektets bevidsthed. 
I subjektets betragtning af sin bevidsthed forbavses det over at opleve sig selv fremmedgjort som objekt for sin egen bevidsthed. Følgelig sker der en ’fortrængning’ eller en 'erstatningsproces', hvor de 2 "bevidsthedslag" forsøger at sikre deres væren som den overlegne.
I denne proces 'spejler de sig i hinanden' og bliver opmærksomme på deres egen bevidsthed gennem mødet med den anden bevidsthed. 
Selvbevidsthed har altså den ejendommelige natur at være afhængig (som i betinget) både af "subjekt-subjektet" og det beskuede "subjekt-objekt".
"Subjekt-objektets" eksistens bliver som en slags ’levende objekt’, der anerkender 'subjekt-subjektets' eksistens. 


Denne opdeling beskriver gennem bevidsthedslagenes møde med hinanden ikke kun hvordan de reagerer, men efterfølgende, hvordan de er i verden, hvad man kan kalde deres epistemologiske rammevilkår.

Jeg bevæger, at denne opdeling ligger til grund for den "inflation af virkeligheden" man ser i f.eks. konstruktivistiske teorier. Hvis selvbevidsthed (som mange ser som det adskillende mellem menneske og dyr) virkelig fungerer som her beskrevet, giver menneskets ubønhørlige tendens til metafysisk nonsens mening på et erkendelsesteoretisk niveau--selvbevidsthedens struktur fordrer simpelthen en opdelingstankegang.