Evolution og udødelighed (en regibemærkning)

Instinktive evolutionære mål fra forgangne tider: overlevelse og reproduktion hænger ved i underbevidstheden og gør os modtagelige for udødelighedstanken - døden og sluttid er koncepter uden værdi for den ultimative drivkraft.
     Men vi har rationaliseret os så langt med vores nyfundne bevidsthed, at biologiske inklinationer giver et stadigt aftagende afkast og det gør os mål for den angribende tomhed.

Omvendt identitet

I jo større grad vi går mod det automatiserede, des mere menneskelighed frarøves vi.

En forundring der afskærmer os fra ulykkelig kundskab.

Evolution forklarer den menneskelige tilbøjelighed til at søge mønstre i vores 3-dimensionelle verdens kausalitetslove; det er en ’hardwiring’ og naturens måde at inspirere en følelse af mening eller ’skæbne’ på. Des mere begribelig og ligefrem fattelig fundet af årsagssammenhæng, des større vores tillid til sandheden i den antagne forudbestemmelse. Religiøse institutioner udnytter dette faktum i deres grelle system.

         Vi opdager dette handicap (tendensen til meningssøgen) i forsøget på at forstå begreber såsom: uendelighed, intethed og bevidsthed. Religion indgyder en behændig afgrænsning ved at frigive en forklaring på alting igennem en himmelsk herre, vis udsagnslogiske sandhedstabel er så parallel med den menneskelige logik, at ethvert barn gennemskuer eventyret.

         Hvordan kan man gå fra et stadie af intethed til et stadie af eksistens? Ved et valg, synes teologien at forudsætte. Siden det er umuligt for os at begribe en hændelse, der ikke effektueres gennem vores begrænsede kausalitetsdefinition, så fratager vi universet dets skønhed i vores evindelige forsøg på en umulig forståelse af ’skæbnens monstrøse hjul’.

         Den ufattelige sandhed ligger i vores frygt og skælven ved det storslåede og sublime og i vores melankolske rædsel og stille undren ved skønhed. Forundring er det, der afskærmer os fra ulykkelig kundskab.

(Dette er oversat fra nogle af mine engelske skriverier)