Jeg oplever allerede tomheden i fraværet af hende, fraværet
der forvandler alting til terroriserende tilstedevær og erstatter verdens
bevægelse med statisk stilhed.
Hendes fravær opsluger alting, så jeg må hæve stemmen og råbe ud i tomheden, jeg må
gøre mit eget tilstedevær bekendt, men i ekkoet vender intet andet end fraværet
tilbage.
Mine tanker er et spejlbillede af sig selv, i refleksionen
genopdager jeg ikke verden, men kun de rystelser, de ekkoer, der forbliver remanenserne af
hende.
