Kærlighed

Jeg er endnu ikke udsprunget af altingets mørke,
mit kranies rå hvælving adskiller mig fra tilsynekomsten.
Som en flod strømmer jeg ustandseligt og beruset ud mod verden,
jeg møder søer men finder aldrig hvile i det store ocean.

Men nu er jeg det forplumrede, døde vand i voldgraven,
der i jagten på sig selv mister sin strømning og bevogter et tomt slot.
Men nu regner det så pludseligt og dråberne prikker hul,
i min forstenede overflades hinde, jeg går over mine breder.

Intet dyb rummer længere mig, jeg er ikke mig selv,
og nu forstår jeg ikke længere hvor jeg kommer fra.
I vandskorpen genspejles evighedens ansigt, det store blå,
som i sig selv formår at være mit genskin.

Sandheden skøjter i dobbeltfart på vores identiske overflade,
og i refleksionerne møder vi endelig hinanden!
Alene bryder vi aldrig igennem isen, men nu mødes vores læber,
fra hver side af uendelighedens spejl og smelter ensomheden bort.

Vi omfavner hinanden og bader i flodens rindende vand,
og strømmen bærer os endelig ud i det store ocean.
Her mærker vi for første gang hvor varmt det er og
de hvide søjler sender os på rungende himmelfart.