Ensomhed

At være ensom. En singulær skikkelse, en tænkt figur. Man kan aldrig være alene.

Ensomhed er uægte.

Man kan beskue det tavse, indelukkede og uudsatte, det fjendtlige og fremmede menneskehad. Afskyen ved andre er kun ægte fordi de andre findes.

Ensomhed er umulig.

Sindelagshadet til ensomheden består i eksistensens utvetydighed. Ingen kan forstå hvad ensomhed betyder, for de har aldrig prøvet at være alene. Selv når du er ene, helt alene, bryder andre ind i dine tanker. En monologfraktur. 

En ensomhedsafskrivelse.

Dialogparanoia.

En kvinde

Der er noget forunderligt ved ryggen af den endnu ukendte kvinde. 

Hendes hoftebevægelse er en rytme til storbyens puls. Er den distinkt og med et fremtrædende svirp fra side til side? Er den konstant fremadrettet i et raskt skridt? 

Nogle bevægelser er karikeret sexede andre fjerlette og feminine. Nogle kan have et lesbisk islæt eller en påtaget maskulinitet. Så du fordobler din skridtlængde, du må se hvad bagsiden er en del af, hvad forsiden gemmer på. Afsløringen kan være en skuffelse eller en berigelse. En gave eller en billig fransk vin. Hvad så, hvis det er en gave? Hvad så hvis det er en skuffelse?

Hendes duft afstedkommer nye forhåbninger og stemmen afskærmer strøgets larm. 

De sidste skridt er afgørende, hvad gemmer ryggen, stråler verden ud foran hende?

København

Livet er et stadigt kontrastfyldt foretagende.

Din hals kan snøre sig sammen og din mave kan insistere på en selviscenesat udtømning samtidig. 

Du kan bukke dig under et betonudhæng til lyden af ingenting, men ane duften af frodig skovbund og iskold efterårsluft.

Du er i København, men du er i det skotske højland.

Døde sprøde blade knaser under dine fødder, men du vader rundt i affald.

En kvinde passerer dig flygtigt. Du foretrækker et halvskjult smil og hendes håb og ænser ikke snorene, der strækker sig mod himlen.

Urets visere har mistet tyngde – du taber øjeblikket til tiden.

Du stiger på bussen, men du er urokkelig.

Du er ung og om lidt er du gammel.

Lige før var det nu, men ej længere.

For lidt siden skulle det være, men efterhånden blev det ikke.

Evolution og udødelighed (en regibemærkning)

Instinktive evolutionære mål fra forgangne tider: overlevelse og reproduktion hænger ved i underbevidstheden og gør os modtagelige for udødelighedstanken - døden og sluttid er koncepter uden værdi for den ultimative drivkraft.
     Men vi har rationaliseret os så langt med vores nyfundne bevidsthed, at biologiske inklinationer giver et stadigt aftagende afkast og det gør os mål for den angribende tomhed.

Omvendt identitet

I jo større grad vi går mod det automatiserede, des mere menneskelighed frarøves vi.

En forundring der afskærmer os fra ulykkelig kundskab.

Evolution forklarer den menneskelige tilbøjelighed til at søge mønstre i vores 3-dimensionelle verdens kausalitetslove; det er en ’hardwiring’ og naturens måde at inspirere en følelse af mening eller ’skæbne’ på. Des mere begribelig og ligefrem fattelig fundet af årsagssammenhæng, des større vores tillid til sandheden i den antagne forudbestemmelse. Religiøse institutioner udnytter dette faktum i deres grelle system.

         Vi opdager dette handicap (tendensen til meningssøgen) i forsøget på at forstå begreber såsom: uendelighed, intethed og bevidsthed. Religion indgyder en behændig afgrænsning ved at frigive en forklaring på alting igennem en himmelsk herre, vis udsagnslogiske sandhedstabel er så parallel med den menneskelige logik, at ethvert barn gennemskuer eventyret.

         Hvordan kan man gå fra et stadie af intethed til et stadie af eksistens? Ved et valg, synes teologien at forudsætte. Siden det er umuligt for os at begribe en hændelse, der ikke effektueres gennem vores begrænsede kausalitetsdefinition, så fratager vi universet dets skønhed i vores evindelige forsøg på en umulig forståelse af ’skæbnens monstrøse hjul’.

         Den ufattelige sandhed ligger i vores frygt og skælven ved det storslåede og sublime og i vores melankolske rædsel og stille undren ved skønhed. Forundring er det, der afskærmer os fra ulykkelig kundskab.

(Dette er oversat fra nogle af mine engelske skriverier)

Vores plads i universet

Sindet og kroppen fungerer som fortolkere, perfektionen af hvilke antyder graden af virkelighedsforståelse og hengivenhed til universet.

Flere lag af eksistens

Eksistens er ikke foruden referencepunkt. Eksistens findes ikke som en ding-an-sich. Der er ingen transcendent-immateriel egenværdi i udsagnet. Det er blot en term ladet med eventualitet, kun et erkendende individ kan anvende det.

Betyder det så, at den ikke-erkendende verden er i 'ikke-eksistens'? Nej, men en naturlig følge er sand: vi, mennesker, sanser erkendelse og bliver derfor opmærksomme på instinkt, tanke og følelse. Disse indsigter fører til introspektion (eller, som jeg vil kalde det, mønstersøgen) og i virvaret af selvbeskuelse falder vi over tanken om os selv når vi stiller netop det spørgsmål som logisk fører til at vi stiller spørgsmål ved det at stille spørgsmål og på denne måde indser vi erkendelse og egne handlinger.

Gennem denne analogi affinder vi os med, at eksistens finder sted eller 'bliver lavet', men kun fordi vi selv eksisterer som erkendende receptorer for eksistens. Eksistens er altså en slags metaforisk idé.