Metaphorica

Det usigeliges ufravigelige karakter skabes i en strøm af metaforer.
Ægthed er en utilfredsstillende og indskrumpet substans: orbis non sufficit!
Eksistens er formløs. Fortolkning består i formgivning; koncepter er individets antropomorfisering af naturen.
Det usigelige er et sprog, men har ingen placering. Det har betydning, men ingen tyngde.

Savn og ensomhed

Metaforen ensomhed er et derivat af individualitet.
For at acceptere ensomhed må vi acceptere alt hvad der udgør individualitet.
Vi står i et underligt forhold, hvor at være ene er afhængig af flere end en.
Anerkendelse er når vi retter os mod andre individualiteter. Savn, så vi, er manglen på denne anerkendelse, som aktualiseres af et andet individ (P ⇔ Q, biimplikation) savn er altså en 'mangelfølelse', individualiteter føler for hinanden fordi de har distance mellem sig (adskillelse).
Ensomhed ligner savn fordi begge deler distance og adskillelse, men ensomhed kan ikke være savn, da savn opstår mellem anerkendende individualiteter.
Hvis man  savner, så er man ikke ensom.
Ensomhed, rent sprogligt, er udelukket.


(der må mangle noget her)

Individet og savn

At være til er at være til i sig selv; individualitet er meningsløs uden andre individualiteter.
Individualitet er at være adskilt - adskillelse medfører distance.

Når noget har distance er det materielt, altså er alle individualiteter materielle.
Anspores vi til at rette os mod andre anerkender vi deres individualitet.
Identitet er når individualiteter anerkender hinanden som væren til i sig selv.
Savn er fravær af rettethed mellem identiteter.
Uden individualitet er der ingen identitet, uden identitet ingen rettethed. Savn er altså individualitetens mangel på samme.