selvkonspiration

Jeg står her bagved kulisserne og venter på min indtræden på en scene, hvor jeg skal optræde i selvsamme stykke, der begynder med min indtræden til selvsamme optræden: det er sådan, man prikker sig selv på skulderen.
Ude på scenen står jeg med et ufærdigt manuskript og reciterer alle de manglende replikker:
"..." og "..." og "...". Publikum, tilsyneladende uberørte af situationen, giver mig en stående applaus. Så går tæppet og suffløren hvisker, at jeg glemte at bukke. I sceneskiftet sminkes jeg om til en klovn og får en hurtig instruks i jonglering. På scenen står jeg nu igen uden ord eller ting til at jonglere med, men en venlig sjæl forbarmer sig og kaster en lille...