Livet er et stadigt kontrastfyldt foretagende.
Din hals kan snøre sig sammen og din mave kan insistere på en selviscenesat udtømning samtidig.
Du kan bukke dig under et betonudhæng til lyden af ingenting, men ane duften af frodig skovbund og iskold efterårsluft.
Du er i København, men du er i det skotske højland.
Døde sprøde blade knaser under dine fødder, men du vader rundt i affald.
En kvinde passerer dig flygtigt. Du foretrækker et halvskjult smil og hendes håb og ænser ikke snorene, der strækker sig mod himlen.
Urets visere har mistet tyngde – du taber øjeblikket til tiden.
Du stiger på bussen, men du er urokkelig.
Du er ung og om lidt er du gammel.
Lige før var det nu, men ej længere.
For lidt siden skulle det være, men efterhånden blev det ikke.
