Jeg kan mærke at træning og kaffe har forberedt min tanke
til udfoldelse, det ene har fjernet intetheden, den for tanken
uigennemtrængelige barriere, forglemmelsen man møder på kanten af hvad kroppen
kan præstere, det andet trækker den ubegrænsede tanke ud af altingets urolige mørke,
determinerer den og koncentrerer den.
Negativitet navngiver det fænomenologiske gab som ikke kan
forekomme fænomenalt. Når alting indeholder sin egen modsætning betyder det
ikke, at der kun findes et tilsvarende modsatrettet begreb transcendentalt adskilt
fra begrebet i sig selv, begrebets negation er indeholdt immanent i begrebet
selv.
Dialektikken er den underliggende, gennemsyrende del af
logikken, dens dynamiske struktur: når tanken får lov til at følge sine egne
bevægelser—fremfor at blive viklet ind i skematik—beviser den sin egen sandhed.
Dialektikken som metode kan ikke adskilles fra objektet og dets indhold, det er
i selve dette indhold at bevægelsen finder sted. Indholdet skabes, med andre
ord, af sin egen indre dialektik (negativitet) når det bevæger sig gennem
determineret negation til nærmere determination. Derfor ville det også være at
tage for meget for givet, at forudsætte for meget at diskutere den dialektiske
bevægelse man finder i f.eks. endelighed-slet uendelighed-sand uendelighed uden
at vise denne bevægelse, dvs. i en metadiskussion af viden.
For at dialektikken kan bevæge begrebet gennem determineret
negation er immanens nødvendigt, dvs. begrebets negation må være indeholdt i
det selv.
