Metaphorica

Det usigeliges ufravigelige karakter skabes i en strøm af metaforer.
Ægthed er en utilfredsstillende og indskrumpet substans: orbis non sufficit!
Eksistens er formløs. Fortolkning består i formgivning; koncepter er individets antropomorfisering af naturen.
Det usigelige er et sprog, men har ingen placering. Det har betydning, men ingen tyngde.

Savn og ensomhed

Metaforen ensomhed er et derivat af individualitet.
For at acceptere ensomhed må vi acceptere alt hvad der udgør individualitet.
Vi står i et underligt forhold, hvor at være ene er afhængig af flere end en.
Anerkendelse er når vi retter os mod andre individualiteter. Savn, så vi, er manglen på denne anerkendelse, som aktualiseres af et andet individ (P ⇔ Q, biimplikation) savn er altså en 'mangelfølelse', individualiteter føler for hinanden fordi de har distance mellem sig (adskillelse).
Ensomhed ligner savn fordi begge deler distance og adskillelse, men ensomhed kan ikke være savn, da savn opstår mellem anerkendende individualiteter.
Hvis man  savner, så er man ikke ensom.
Ensomhed, rent sprogligt, er udelukket.


(der må mangle noget her)

Individet og savn

At være til er at være til i sig selv; individualitet er meningsløs uden andre individualiteter.
Individualitet er at være adskilt - adskillelse medfører distance.

Når noget har distance er det materielt, altså er alle individualiteter materielle.
Anspores vi til at rette os mod andre anerkender vi deres individualitet.
Identitet er når individualiteter anerkender hinanden som væren til i sig selv.
Savn er fravær af rettethed mellem identiteter.
Uden individualitet er der ingen identitet, uden identitet ingen rettethed. Savn er altså individualitetens mangel på samme.

Første forsøg på en beskrivelse af det usigelige.

Af og til rammes man af en underlig følelse af indsigt. Sløret løftes, dit tunnelsyn erstattes af umulige højder. Lyset er skarpere, luften er sprødere, du mærker dig selv fra yderste fingerspids til inderste hjertebank. Nu eksisterer du rigtigt.
     I dette øjeblik, føler du, har du sanset noget sandt, noget virkelighedsnært. Noget så uvirkeligt virkeligt, at det lader din kreativitet gro og blomstre vanvittigt.
Når blyanten falder og euforien er drænet skal tankerne inspiceres. Du læser det, måske anerkender du skønheden i nogle ordassociationer, der kan endda være en slags harmoni, men det er som om der mangler noget - teen har ikke trukket længe nok, det mangler tyngde.

Det der er sket er, at du har prøvet at sige det usigelige.
     I sproget er du stødt på en begrænsning. Det du har prøvet at udtrykke er ikke til at skimte i de ord, du har skrevet.
     Udsagnene indeholder ikke direkte referencer til virkeligheden og man er overladt til primitive associationer. En lov derfor:

A1. Udtalelsernes indbyrdes korrelation (på samme vis som objekter i virkeligheden refererer) korresponderer ikke med virkelighedens objekters korrelation.

De kombinationsmuligheder objekter i virkeligheden giver anledning til er 'overskredet' og dit udsagn har ingen 'aktualitet' og derfor ingen sandhedsværdi - de er meningsløse.
     Virkelighedens beskaffenhed afspejles altså direkte i udsagnenes korrelation og sproget må altså siges at være ægte beskrivelser af ægte forhold mellem virkelighedens objekter.

Udtalelser om værdi, moral og etik er derfor transcendentale i og med, at deres korrelation til virkeligheden udelukkende kan påvises i en sætnings struktur. Måske kan det siges, at metaforer er en slags forsøg på at udtrykke gennem sproget, hvad dets grænser i princippet ikke tillader.
     Værdidomme i sproget, fordi de er umulige at udtrykke (via A1), har ingen virkelighed som 'objektiver', de kan kun være subjektive, primitive følelser (som vi måske kan opnå enighed om).

Såkaldt erkendelsesteori

Metafysik sidestilles ofte med noget transcendentalt og noget udenfor denne verden værende. Denne betragtning, må man antage, er altid induceret på et erfaringsgrundlag baseret på vores umiddelbare verden. Sansning er altså informationsgiveren for selve disse ikke-fænomener, med mindre man antager en supersanselig ræssoneringsevne. En sådan kan ikke bestemmes gennem vores sansning, hvorfor verifikation ikke er mulig.

         For at bruge sansbare informationer må vi give dem navne. Logisk set skaber vi en forbindelse mellem tingen og ordet. I denne forbindelse antager vi subjektets eksistens som givet og må konkludere, at eksistens aldrig kan være et prædikat, da det ville føre til en tautologi.

         Selv tanker om noget ikke-eksisterende eksisterer og det er vores evne til at gøre egne tanker genstand for tanke, der ansporer selvmodsigende udsagn.

Lidt om syllogismer

Nogle A er B, nogle B er C, ergo: nogle A er C.  Men det følger ikke logisk!
Antag følgende:
Nogle politikere er røde, nogle røde ting er klaphatte ergo er nogle politikere klaphatte.
Sandheden kan diskuteres, men ikke gyldigheden.
Problemet er, at mellem-begrebet er placeret forskelligt i henholdsvis første og anden præmis - det er forkert at tro, at alle "nogle politikere" er i samme kategori som alle "nogle røde ting", som det ses i et Venn-diagram.

Lidt om etik

Hvis et mål kan siges at være instrumentalt (have en brugsværdi), er det så ikke også et middel?

Kan noget have værdi uden om vores indforståen?

Mennesket er kun selv et instrument i det overordnede teleologiske perspektiv.
Universet, i den eskatologiske forstand, har kun mennesket som middel. Ydmyghed!

Der er ingen taksonomisk "naturligt erfaret lov", alting er en slags levende, altid foranderlig organisme - individualiteten er afgørende.

Men hvad er drivkraften? Hvorfor er der overhovedet mål? Og midler til dem?
Selve eksistensen er udelukkende vilje.

Vi elsker vores egen eksistens og forventer, at andre levende ting gør det samme. Etik er en antropomorfisering. En indlæsning af os selv, i alt andet.

Hvis bevidsthed er vilje og etik udtrykket for "vejen", hvad så med universet som erkendende individualitet? Hvad med et samlet universelt bevidsthedsøjeblik som "starten"?

Livfyldthed er genstand for antropomorfiseringen. Men hvad er ansporingen?
Erkendelsen af livfyldthed er erkendelsen af individualitet.

Hvad gør spørgsmålet om værdi værd at stille? Hvor kommer den hensyntagen til værdi?
...

Anvendt filosofi

Filosofien samler essensen af flere videnskaber.
Den udspiller sig i spændingsområdet mellem problemforståelse og resultatsforståelse.
Det er jobbet man endnu ikke ved er i efterspørgsel.
Økonomien har at gøre med fordeling og brug af knappe ressourcer, filosofien har at gøre med erkendelse og forståelse af rigtige problemer.
Det er fødselshjælp til fremtiden.

Begrebsfødsel

Er det muligt at et system; a1, giver udspring for et system; a2, hvis formål er at frakaste sig a1. I hvilket forhold står de til hinanden?

Selvom man ledes til sandheden (overtales), så er den afledte sandhed ikke nødvendigvis et udtryk for en overtalelsens sejr. Måske er den blot en fødselshjælp. Hvordan er nogen overhovedet kommet til sandheden, hvis ikke igennem en fødselshjælp?

Foranderlighed og uforanderlighed: erkendelsen af begge forudsætter ikke modsætningen. Observation er ikke bekræftelse.

Ironi.

Taknemmelighed i offentlig velgørenhed

I et omfordelingssystem via skat, hvor en befolkningsdel får velgørenhed af mange ubestemte, berøves de en taknemmelighedskilde. De står ikke længere i gæld og glæden og takken, der hænger sammen med hjælp, erstattes af forventning.

Frihed og lighed

Lighed skal være lighed i mulighed, ikke i mål.
Ikke alle har samme forudsætninger. Nogle har en en medfødt fordel, andre har en arvet fordel. Hvad er forskellen?
Hvis den arvede materielle fordel "uretfærdiggøres", må samme logik gøre sig gældende for den medfødte fordel.
Begge fordele er arbitrære og kun den ene kan ændres med magt. Er det ikke umoralsk, ved samme logik, at prøve at ændre på en medfødt evne i lighedens navn?
Lighed i mulighed er kompatibel med frihed, ikke vice versa. Det er en berøvelse af frihed, hvis nogle skal tvinges til at afgive en fordel for at give andre samme chance.
Fordi alle er forskellige per definition har alle forskellige muligheder, fejlen er at bruge tvang eller kontrol for at opnå samme mål.

Eros i Platons Faidros

Eros er en begrebsabstraktion. Det er vores ønske om at erkende det ikke-erkendelige. Børn kigger bag spejlet for at finde refleksionen, på samme måde er vores forelskelse: begæret vi føler for det skønne og smukke affødes af eros - længslen efter ophøjelse.
     Vores dødelighed ses i begæret: når vi overgiver os til abstraktionens gendrivelse og forblindes af begæret er vores kærlighed uetisk, da vores skuen til det sande går i glemsel.
Ægte forelskelse er et glimt af den uforanderlige sandhed gennem skønhed.

The mammalian odyssey

The deafening of mothers abruptly halts the flow of milk. Indeed the view is nothing more than a pinecone emerging as a new sprout of vegetation into a world polluted.

Return to the swing, your cradle is the garden of youth. Apples gleaming golden and delicious in orchards packed by heavy undergrowth and bushes specked with berries ripe and plum—waiting to be plucked off their withering branches.

         Turn in the direction of the wind and feel the breeze over the slope of your skull, whistling with great indignation at your continued existence, you are eternity’s final bastion; fortitude thwarted by nature.

Delve deep into the realm of understanding and you will find nothing less than ignorance and even more ignorance shall follow. Greatly may thy doubt increase as the wilful flowering of summer beckons to complete and end the circle.

March out into the moors, towards the raven rocks, the protrusions robbing the sea of a final resting place; naïve we can only gaze rightly into the future that lies in the horizon. Rest assured, the unknown provides in time novelty and novelty indeed time.

         Esteemed are we the moribund, whose only fortune is death and decay; the lapsing of our span a ridiculous testimony to the purpose we fatuously define as a maxim—in time, time will come.

We live for tomorrow, the reaping of the sown is a reaping of the future; the crops forgotten, life becomes vacant and transparent.

The vestige of faith upon which you cling, to its collar, pin the badge of no form and colour.