Første forsøg på en beskrivelse af det usigelige.

Af og til rammes man af en underlig følelse af indsigt. Sløret løftes, dit tunnelsyn erstattes af umulige højder. Lyset er skarpere, luften er sprødere, du mærker dig selv fra yderste fingerspids til inderste hjertebank. Nu eksisterer du rigtigt.
     I dette øjeblik, føler du, har du sanset noget sandt, noget virkelighedsnært. Noget så uvirkeligt virkeligt, at det lader din kreativitet gro og blomstre vanvittigt.
Når blyanten falder og euforien er drænet skal tankerne inspiceres. Du læser det, måske anerkender du skønheden i nogle ordassociationer, der kan endda være en slags harmoni, men det er som om der mangler noget - teen har ikke trukket længe nok, det mangler tyngde.

Det der er sket er, at du har prøvet at sige det usigelige.
     I sproget er du stødt på en begrænsning. Det du har prøvet at udtrykke er ikke til at skimte i de ord, du har skrevet.
     Udsagnene indeholder ikke direkte referencer til virkeligheden og man er overladt til primitive associationer. En lov derfor:

A1. Udtalelsernes indbyrdes korrelation (på samme vis som objekter i virkeligheden refererer) korresponderer ikke med virkelighedens objekters korrelation.

De kombinationsmuligheder objekter i virkeligheden giver anledning til er 'overskredet' og dit udsagn har ingen 'aktualitet' og derfor ingen sandhedsværdi - de er meningsløse.
     Virkelighedens beskaffenhed afspejles altså direkte i udsagnenes korrelation og sproget må altså siges at være ægte beskrivelser af ægte forhold mellem virkelighedens objekter.

Udtalelser om værdi, moral og etik er derfor transcendentale i og med, at deres korrelation til virkeligheden udelukkende kan påvises i en sætnings struktur. Måske kan det siges, at metaforer er en slags forsøg på at udtrykke gennem sproget, hvad dets grænser i princippet ikke tillader.
     Værdidomme i sproget, fordi de er umulige at udtrykke (via A1), har ingen virkelighed som 'objektiver', de kan kun være subjektive, primitive følelser (som vi måske kan opnå enighed om).

Såkaldt erkendelsesteori

Metafysik sidestilles ofte med noget transcendentalt og noget udenfor denne verden værende. Denne betragtning, må man antage, er altid induceret på et erfaringsgrundlag baseret på vores umiddelbare verden. Sansning er altså informationsgiveren for selve disse ikke-fænomener, med mindre man antager en supersanselig ræssoneringsevne. En sådan kan ikke bestemmes gennem vores sansning, hvorfor verifikation ikke er mulig.

         For at bruge sansbare informationer må vi give dem navne. Logisk set skaber vi en forbindelse mellem tingen og ordet. I denne forbindelse antager vi subjektets eksistens som givet og må konkludere, at eksistens aldrig kan være et prædikat, da det ville føre til en tautologi.

         Selv tanker om noget ikke-eksisterende eksisterer og det er vores evne til at gøre egne tanker genstand for tanke, der ansporer selvmodsigende udsagn.

Lidt om syllogismer

Nogle A er B, nogle B er C, ergo: nogle A er C.  Men det følger ikke logisk!
Antag følgende:
Nogle politikere er røde, nogle røde ting er klaphatte ergo er nogle politikere klaphatte.
Sandheden kan diskuteres, men ikke gyldigheden.
Problemet er, at mellem-begrebet er placeret forskelligt i henholdsvis første og anden præmis - det er forkert at tro, at alle "nogle politikere" er i samme kategori som alle "nogle røde ting", som det ses i et Venn-diagram.

Lidt om etik

Hvis et mål kan siges at være instrumentalt (have en brugsværdi), er det så ikke også et middel?

Kan noget have værdi uden om vores indforståen?

Mennesket er kun selv et instrument i det overordnede teleologiske perspektiv.
Universet, i den eskatologiske forstand, har kun mennesket som middel. Ydmyghed!

Der er ingen taksonomisk "naturligt erfaret lov", alting er en slags levende, altid foranderlig organisme - individualiteten er afgørende.

Men hvad er drivkraften? Hvorfor er der overhovedet mål? Og midler til dem?
Selve eksistensen er udelukkende vilje.

Vi elsker vores egen eksistens og forventer, at andre levende ting gør det samme. Etik er en antropomorfisering. En indlæsning af os selv, i alt andet.

Hvis bevidsthed er vilje og etik udtrykket for "vejen", hvad så med universet som erkendende individualitet? Hvad med et samlet universelt bevidsthedsøjeblik som "starten"?

Livfyldthed er genstand for antropomorfiseringen. Men hvad er ansporingen?
Erkendelsen af livfyldthed er erkendelsen af individualitet.

Hvad gør spørgsmålet om værdi værd at stille? Hvor kommer den hensyntagen til værdi?
...