Lidt om etik

Hvis et mål kan siges at være instrumentalt (have en brugsværdi), er det så ikke også et middel?

Kan noget have værdi uden om vores indforståen?

Mennesket er kun selv et instrument i det overordnede teleologiske perspektiv.
Universet, i den eskatologiske forstand, har kun mennesket som middel. Ydmyghed!

Der er ingen taksonomisk "naturligt erfaret lov", alting er en slags levende, altid foranderlig organisme - individualiteten er afgørende.

Men hvad er drivkraften? Hvorfor er der overhovedet mål? Og midler til dem?
Selve eksistensen er udelukkende vilje.

Vi elsker vores egen eksistens og forventer, at andre levende ting gør det samme. Etik er en antropomorfisering. En indlæsning af os selv, i alt andet.

Hvis bevidsthed er vilje og etik udtrykket for "vejen", hvad så med universet som erkendende individualitet? Hvad med et samlet universelt bevidsthedsøjeblik som "starten"?

Livfyldthed er genstand for antropomorfiseringen. Men hvad er ansporingen?
Erkendelsen af livfyldthed er erkendelsen af individualitet.

Hvad gør spørgsmålet om værdi værd at stille? Hvor kommer den hensyntagen til værdi?
...

Anvendt filosofi

Filosofien samler essensen af flere videnskaber.
Den udspiller sig i spændingsområdet mellem problemforståelse og resultatsforståelse.
Det er jobbet man endnu ikke ved er i efterspørgsel.
Økonomien har at gøre med fordeling og brug af knappe ressourcer, filosofien har at gøre med erkendelse og forståelse af rigtige problemer.
Det er fødselshjælp til fremtiden.

Begrebsfødsel

Er det muligt at et system; a1, giver udspring for et system; a2, hvis formål er at frakaste sig a1. I hvilket forhold står de til hinanden?

Selvom man ledes til sandheden (overtales), så er den afledte sandhed ikke nødvendigvis et udtryk for en overtalelsens sejr. Måske er den blot en fødselshjælp. Hvordan er nogen overhovedet kommet til sandheden, hvis ikke igennem en fødselshjælp?

Foranderlighed og uforanderlighed: erkendelsen af begge forudsætter ikke modsætningen. Observation er ikke bekræftelse.

Ironi.

Taknemmelighed i offentlig velgørenhed

I et omfordelingssystem via skat, hvor en befolkningsdel får velgørenhed af mange ubestemte, berøves de en taknemmelighedskilde. De står ikke længere i gæld og glæden og takken, der hænger sammen med hjælp, erstattes af forventning.

Frihed og lighed

Lighed skal være lighed i mulighed, ikke i mål.
Ikke alle har samme forudsætninger. Nogle har en en medfødt fordel, andre har en arvet fordel. Hvad er forskellen?
Hvis den arvede materielle fordel "uretfærdiggøres", må samme logik gøre sig gældende for den medfødte fordel.
Begge fordele er arbitrære og kun den ene kan ændres med magt. Er det ikke umoralsk, ved samme logik, at prøve at ændre på en medfødt evne i lighedens navn?
Lighed i mulighed er kompatibel med frihed, ikke vice versa. Det er en berøvelse af frihed, hvis nogle skal tvinges til at afgive en fordel for at give andre samme chance.
Fordi alle er forskellige per definition har alle forskellige muligheder, fejlen er at bruge tvang eller kontrol for at opnå samme mål.

Eros i Platons Faidros

Eros er en begrebsabstraktion. Det er vores ønske om at erkende det ikke-erkendelige. Børn kigger bag spejlet for at finde refleksionen, på samme måde er vores forelskelse: begæret vi føler for det skønne og smukke affødes af eros - længslen efter ophøjelse.
     Vores dødelighed ses i begæret: når vi overgiver os til abstraktionens gendrivelse og forblindes af begæret er vores kærlighed uetisk, da vores skuen til det sande går i glemsel.
Ægte forelskelse er et glimt af den uforanderlige sandhed gennem skønhed.

The mammalian odyssey

The deafening of mothers abruptly halts the flow of milk. Indeed the view is nothing more than a pinecone emerging as a new sprout of vegetation into a world polluted.

Return to the swing, your cradle is the garden of youth. Apples gleaming golden and delicious in orchards packed by heavy undergrowth and bushes specked with berries ripe and plum—waiting to be plucked off their withering branches.

         Turn in the direction of the wind and feel the breeze over the slope of your skull, whistling with great indignation at your continued existence, you are eternity’s final bastion; fortitude thwarted by nature.

Delve deep into the realm of understanding and you will find nothing less than ignorance and even more ignorance shall follow. Greatly may thy doubt increase as the wilful flowering of summer beckons to complete and end the circle.

March out into the moors, towards the raven rocks, the protrusions robbing the sea of a final resting place; naïve we can only gaze rightly into the future that lies in the horizon. Rest assured, the unknown provides in time novelty and novelty indeed time.

         Esteemed are we the moribund, whose only fortune is death and decay; the lapsing of our span a ridiculous testimony to the purpose we fatuously define as a maxim—in time, time will come.

We live for tomorrow, the reaping of the sown is a reaping of the future; the crops forgotten, life becomes vacant and transparent.

The vestige of faith upon which you cling, to its collar, pin the badge of no form and colour.