Eksistentialisme: konsekvens og valg

Et af livets grundvilkår er valget. Men hvad er et valg? For de fleste betyder det at vælge, at have flere muligheder; at kunne skelne mellem a og b. Valget er på denne vis en præsentation af en situation, hvor udviklingen er betinget og styret af individet; man kan sige, at valget er individets præcision af sin vilje.

Valget er på samme tid en uoverskuelig verdensbyrde og en lindringens vægtløshed. Valget berøver dig frihed og skænker dig frihed. Valget står i et nærmest kontradiktorisk forhold til sig selv; enten vælger du eller også vælger du ikke at vælge. Når du præciserer din vilje, som jeg vil kalde det, handler du. Vi har kun mulighed for at vælge, fordi vi ikke har mulighed for andet - selvfølgelig har vi fri vilje, vi har ikke noget valg.

Når vi beskuer os selv i en betinget situation, hvor vi må træffe et valg, ændrer vores frihed til at vælge ikke på beslutningen om a eller b. Den er blot vilkåret, der gør en sådan betragtning mulig. Det sværeste for et menneske er at præcisere sin vilje fordi der ikke kan gives nogen a priori definition på, hvilket valg, der er det bedste. Vi må føle os frem.

Sådanne følelser kan ikke tillægges værdi før vi har følt dem. Med andre ord, vi må, for at vide hvad vi taler om, have handlet først. Hvordan kan vi så vælge overhovedet? Tja...

Nogle søger udenom og undertvinger valget i sig selv. De nægter at præcisere deres vilje. Det er de mennesker, der altid vil have det på 2 måder. Sindelagshadet mod valget er menneskets virkelige dekadence. Et ikke så lidt vægtigt selvbedrag...

Den forsøgsvise handling, moralens ikke-placering, er den eneste mulighed. Heri også eksistentialismens fejltog! Al fremtidig handling står på skuldrene af den spæde start: minderne der belyser vejen. Hvis alle situationer var nyfødte og al hukommelse slettet, så havde de måske en pointe.

Grænserne for viden

Viden kan være mange ting. Det kan være kendskabet til et objekts funktion, kendskabet til objektets frembringelse, kendskabet til objektets udseende osv. Ud fra vores kendskab til visse fysiske objekter kan vi deducere relationer: mellem individet og det betragtede. Ud fra disse deduktive frembringelser kan vi forudsige fremtiden med ret stor præcision. Det mest simple eksempel er i 'hvis-så' sætninger, forudsigelser der siger noget om en kausal forbindelse. Denne viden er let tilgængelig og en del af den menneskelig intuition men kun så længe antallet af indbyrdes afhængige variabler er meget lille.
Når omfanget af mulige relationer forøges bliver det i praksis umuligt at observere de ægte sammenhæng.
Hvis vi antager, at det er muligt at udspecificere nogle givne omstændigheder:(x1, x2, x3,...xn) og deres relation til:(y1, y2, y3,...yn) er det altid ud fra vores allerede etablerede viden om nogle omstændigheders relation til forskellige resultater (hvis-så eksemplet)-en relation, der ikke strengt taget kan kalkuleres i det enorme vidensmorads.
Enhver observation kan i princippet kun tillade deduktion ud fra et begrænset vidensgrundlag, på denne vis kan vi ikke acceptere sandheden af en systematisk løsningstilgang til de problemer vi tror vi har kendskab nok til at kunne løse. At tro sådan er at løbe storm mod grænserne for viden.

Marx, overskudsværdi og etik

Marx argumenterede for at arbejdskraften udnyttes fordi denne producerede hele produktet, men kun fik en del af det, resten var "overskudsværdi", som kapitalisten tog til sig selv.
Hvis vi accepterer disse præmisser (som vi ikke bør) kan arbejdskraft udelukkende siges at være udnyttet i henhold til en kapitalistisk etisk forståelse: ergo, hvis arbejdskraft er berettiget til det den producerer.
Hvis man derimod adopterer den socialistiske præmis: til enhver efter hans behov, fra enhver ifølge hans evne - så skal man sammenligne det arbejdskraften producerer, ikke med det den er berettiget til, men med dens evne og endvidere sammenligne det den er berettiget til, ikke med den producerer, men med det den har behov for.
Holdbarheden af den logiske struktur er det mindste af kritikpunkterne mod marxismen, men samtidig det mest rammende, idet den interne ugyldighed vidner om en overgivelse til selve det kritikken er rettet imod, navnlig kapitalismen og dens principper.

Virkelighedens beskaffenhed og en idé om bevidsthed

Mødet mellem mennesker er en kompliceret begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser for hele vores erfaringsgrundlag.

Man kan sige at et samfund består af en given mængde subjekter, der opererer i en verden af objektiv karakter. Derfor kan man både tale om subjekt-objekt mødet og subjekt-subjekt mødet; det sidstnævnte er forholdet vi vil betragte. Før skildringen af mødet må vi forstå hvad der lige præcis kendetegner et subjekt. Den objektive verden er gennemsyret af de ændringer subjektivitet indgyder, men subjektivitet orienteres mod og præges af en slags objektivitet.
Det væsentlige for et subjekt er derfor selvbevidsthed og bevidsthedens struktur kan sammenlignes med måden vi møder andre mennesker på i samfundet:


Bevidsthed er sådan beskaffen, at subjektet altid betragter bevidsthed som objekt for subjektet selv. Denne introspektion har visse andre ejendommelige karaktertræk.
Man kan sige, at der sker en opdeling af subjektets bevidsthed. 
I subjektets betragtning af sin bevidsthed forbavses det over at opleve sig selv fremmedgjort som objekt for sin egen bevidsthed. Følgelig sker der en ’fortrængning’ eller en 'erstatningsproces', hvor de 2 "bevidsthedslag" forsøger at sikre deres væren som den overlegne.
I denne proces 'spejler de sig i hinanden' og bliver opmærksomme på deres egen bevidsthed gennem mødet med den anden bevidsthed. 
Selvbevidsthed har altså den ejendommelige natur at være afhængig (som i betinget) både af "subjekt-subjektet" og det beskuede "subjekt-objekt".
"Subjekt-objektets" eksistens bliver som en slags ’levende objekt’, der anerkender 'subjekt-subjektets' eksistens. 


Denne opdeling beskriver gennem bevidsthedslagenes møde med hinanden ikke kun hvordan de reagerer, men efterfølgende, hvordan de er i verden, hvad man kan kalde deres epistemologiske rammevilkår.

Jeg bevæger, at denne opdeling ligger til grund for den "inflation af virkeligheden" man ser i f.eks. konstruktivistiske teorier. Hvis selvbevidsthed (som mange ser som det adskillende mellem menneske og dyr) virkelig fungerer som her beskrevet, giver menneskets ubønhørlige tendens til metafysisk nonsens mening på et erkendelsesteoretisk niveau--selvbevidsthedens struktur fordrer simpelthen en opdelingstankegang.

Metaphorica

Det usigeliges ufravigelige karakter skabes i en strøm af metaforer.
Ægthed er en utilfredsstillende og indskrumpet substans: orbis non sufficit!
Eksistens er formløs. Fortolkning består i formgivning; koncepter er individets antropomorfisering af naturen.
Det usigelige er et sprog, men har ingen placering. Det har betydning, men ingen tyngde.

Savn og ensomhed

Metaforen ensomhed er et derivat af individualitet.
For at acceptere ensomhed må vi acceptere alt hvad der udgør individualitet.
Vi står i et underligt forhold, hvor at være ene er afhængig af flere end en.
Anerkendelse er når vi retter os mod andre individualiteter. Savn, så vi, er manglen på denne anerkendelse, som aktualiseres af et andet individ (P ⇔ Q, biimplikation) savn er altså en 'mangelfølelse', individualiteter føler for hinanden fordi de har distance mellem sig (adskillelse).
Ensomhed ligner savn fordi begge deler distance og adskillelse, men ensomhed kan ikke være savn, da savn opstår mellem anerkendende individualiteter.
Hvis man  savner, så er man ikke ensom.
Ensomhed, rent sprogligt, er udelukket.


(der må mangle noget her)

Individet og savn

At være til er at være til i sig selv; individualitet er meningsløs uden andre individualiteter.
Individualitet er at være adskilt - adskillelse medfører distance.

Når noget har distance er det materielt, altså er alle individualiteter materielle.
Anspores vi til at rette os mod andre anerkender vi deres individualitet.
Identitet er når individualiteter anerkender hinanden som væren til i sig selv.
Savn er fravær af rettethed mellem identiteter.
Uden individualitet er der ingen identitet, uden identitet ingen rettethed. Savn er altså individualitetens mangel på samme.