Virkelighedens beskaffenhed og en idé om bevidsthed

Mødet mellem mennesker er en kompliceret begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser for hele vores erfaringsgrundlag.

Man kan sige at et samfund består af en given mængde subjekter, der opererer i en verden af objektiv karakter. Derfor kan man både tale om subjekt-objekt mødet og subjekt-subjekt mødet; det sidstnævnte er forholdet vi vil betragte. Før skildringen af mødet må vi forstå hvad der lige præcis kendetegner et subjekt. Den objektive verden er gennemsyret af de ændringer subjektivitet indgyder, men subjektivitet orienteres mod og præges af en slags objektivitet.
Det væsentlige for et subjekt er derfor selvbevidsthed og bevidsthedens struktur kan sammenlignes med måden vi møder andre mennesker på i samfundet:


Bevidsthed er sådan beskaffen, at subjektet altid betragter bevidsthed som objekt for subjektet selv. Denne introspektion har visse andre ejendommelige karaktertræk.
Man kan sige, at der sker en opdeling af subjektets bevidsthed. 
I subjektets betragtning af sin bevidsthed forbavses det over at opleve sig selv fremmedgjort som objekt for sin egen bevidsthed. Følgelig sker der en ’fortrængning’ eller en 'erstatningsproces', hvor de 2 "bevidsthedslag" forsøger at sikre deres væren som den overlegne.
I denne proces 'spejler de sig i hinanden' og bliver opmærksomme på deres egen bevidsthed gennem mødet med den anden bevidsthed. 
Selvbevidsthed har altså den ejendommelige natur at være afhængig (som i betinget) både af "subjekt-subjektet" og det beskuede "subjekt-objekt".
"Subjekt-objektets" eksistens bliver som en slags ’levende objekt’, der anerkender 'subjekt-subjektets' eksistens. 


Denne opdeling beskriver gennem bevidsthedslagenes møde med hinanden ikke kun hvordan de reagerer, men efterfølgende, hvordan de er i verden, hvad man kan kalde deres epistemologiske rammevilkår.

Jeg bevæger, at denne opdeling ligger til grund for den "inflation af virkeligheden" man ser i f.eks. konstruktivistiske teorier. Hvis selvbevidsthed (som mange ser som det adskillende mellem menneske og dyr) virkelig fungerer som her beskrevet, giver menneskets ubønhørlige tendens til metafysisk nonsens mening på et erkendelsesteoretisk niveau--selvbevidsthedens struktur fordrer simpelthen en opdelingstankegang.