Savn og ensomhed

Metaforen ensomhed er et derivat af individualitet.
For at acceptere ensomhed må vi acceptere alt hvad der udgør individualitet.
Vi står i et underligt forhold, hvor at være ene er afhængig af flere end en.
Anerkendelse er når vi retter os mod andre individualiteter. Savn, så vi, er manglen på denne anerkendelse, som aktualiseres af et andet individ (P ⇔ Q, biimplikation) savn er altså en 'mangelfølelse', individualiteter føler for hinanden fordi de har distance mellem sig (adskillelse).
Ensomhed ligner savn fordi begge deler distance og adskillelse, men ensomhed kan ikke være savn, da savn opstår mellem anerkendende individualiteter.
Hvis man  savner, så er man ikke ensom.
Ensomhed, rent sprogligt, er udelukket.


(der må mangle noget her)