Absurditet og valg.

Jeg tror at det giver mening at dele begrebet op i, hvad jeg vil kalde ontologisk absurditet og epistemisk absurditet. Ontologisk absurditet medfører en reduktion til subjektive værdier, det er med andre ord umuligheden i at erkende objektive værdier i-sig-selv eller umuligheden af selve denne størrelse.

Epistemisk absurditet tager over, hvor ontologisk absurditet ender og er den mellemmenneskelige umulighed af en fælles erkendelse af værdier (om de eksisterer objektivt eller ej).

Det er mit indtryk, at den eksistentielle kval - følelsen af absurditet - kommer til udtryk i en ontologisk absurditet, som menneskets pludselige indsigt i universets komplette ligegyldighed overfor dets eksistens; en følelse af utilstrækkelighed i livet. Angst, ensomhed og depression er på denne vis foranlediget af manglen på en ufravigelig retningsangivelse, et slutmål for hele vores livsfærden: i logikken en reductio ad absurdum, at ræsonnere fra en falsk præmis (her er værdi forstået som den falske præmis).

Ethvert forsøg på at opstille nogle værdier for de mennesker, der er grebet af absurditeten, vil blive affejet som tomt.

Vi kan også acceptere denne objektive meningsløshed og derefter konstruere vores egne værdier, samtidig med at vi må leve med projektets fuldkomne rationalistiske ironi. Dette er den epistemiske absurditet, som giver anledning til en lang række andre problemer.

Hos Sisyphos ser vi hvordan man i accepten af livets ontologiske absurditet, ”kommer ud på den anden side”, med en indsigt, der ”annullerer” absurditeten. Der er en slags kontradiktion i absurditetsbegrebet: når mennesket holder en ironisk distance til meningsløsheden bliver det pludseligt meningsfyldt (jf. Sisyphos straf).

Men hvis livet i-sig-selv kun kan siges at være ontologisk absurd før vores erkendelse af det som absurd, hvorfor så postulere en ontologisk absurditet overhovedet? Den ontologiske virkelighed er den samme, så problemet må væres epistemisk.

Vi kan spørge: hvornår møder vi absurditeten i livets gang?

                      Når vi står overfor et valg bliver vi stillet overfor vores egen frihed. Det er en metafysisk nødvendighed at måtte vælge og i bevidstheden erkender vi handling i modsætning til undladelse. Vores refleksion tillader en slags indeterminisme idet vores faktiske ageren følger efter vores mentale deliberation. Heri ligger også absurditeten som en slags umiddelbar fortrydelse, det er vores ”tvungenhed” fra overvejelse til udførsel. I en frase: metaniveauets tyngde.