Altoverskyggende for enhver meningsfyldt diskussion er klarhed i sproget. Hvis ikke vi forstår hinanden sker der ingen udvikling og hvis vi personligt misforstår eller misfortolker begreber, foreligger muligheden for usand udvikling, dvs. en forfejlet forståelse af virkeligheden (der følgelig leder til al slags filosofisk dårligdom).
Vi må alle kunne blive enige om, at nogle begreber tager forrang til andre. Hvis vi starter med eksemplet frihed er det nemt at vise. Man kan tale om en logisk forbundethed mellem frihed og forbud: frihed kan kun begrænses dersom der foreligger et forbud mod at udøve den og et forbud forudsætter det, som forbuddet er et forbud imod. Begrebet forbud er dermed sekundært til det der forbydes som igen ligger under i logisk prioritet i forhold til det den indskrænker – friheden.
Det er altså i negationen af begrebet frihed – gennem begrebet forbud – at det bliver meningsfyldt at tale om frihed. Derfor kan vi også sige, at dersom der ikke foreligger nogen tænkelig autoritet eller lov, så har frihed ingen plads. I en abstraktion kunne man udtrykke det således: begrebet det positives betydning er identisk med begrebet det negative, hvilket er det samme som at sige, at det positive er det modsatte af sig selv.
Jeg håber at læseren kan fornemme vigtigheden i denne pointe.
I en politisk argumentation observerer man til stadighed en appel til følelser; dvs. et argument der i os tilskynder modvillighed, afsky og domfældelser om det moralske i en given handling. Hvis vi ser bort fra den personlige gyldighed af det værdisystem, der foreligger for at kunne begå sådanne domme (ligegyldigt hvor arbitrært det måtte være) kan vi understrege en vigtigere pointe, nemlig denne: at der må foreligge visse muligheder, der gør det muligt at dømme overhovedet – eller med andre ord, sikrer muligheden for normative ytringer.
Denne mulighed er den føromtalte negative metode og det følger heraf, at frihed ultimativt danner forrang til alle andre værdier, da den (metaforisk sat) kan siges at være værdien ud fra hvilken, alle andre værdiers mulighed bliver en mulighed. På denne vis kan man kalde frihed en menneskeret, da det er selve gestalteringen af det ved mennesket, der gør det menneskeligt.
En følge heraf er, at de værdier, der ikke får betydning i sin egen modsætning, ikke kan siges at være menneskerettigheder, da de ikke er grundlæggende for selve mulighederne for et givet værdisystems mulighed. Når man lovgiver og laver forbud uden hensyntagen til om forbuddet kan siges at være negationen til et modsvarende positivt begreb, så er man involveret i værdirelativisme og dermed ideologi.
På samme måde som vi bestemmer begrebet frihed gennem den negative metode, skal vi også se på lighed gennem denne, dvs. det er uligheden, der skal begrundes.
Det er åbenlyst for alle, at en sætning som ”alle mennesker er lige” ikke kan være en rigid empirisk udledning; vi er forskellige med hensyn til evner, udseende osv. Det vi derimod er fælles om er det at være menneske. Lidt paradoksalt kunne man påstå, at det er mennesket i mennesket, der gør os lige. Men hvad er så dette menneske? Hvis vi forsøger samme abstraktion som i definitionen af begrebet frihed må ”mennesket i mennesket” være alt det, det ikke er – eller med andre ord, det modsatte af sig selv. Men vi ser med det samme, at hvor vi i begrebet frihed fandt frem til forbud som en naturlig negation af frihed, finder vi ikke en naturlig negation af begrebet menneske, da mennesket rummer alle forskelle i sig selv.
Man kan måske tale om lighed som en menneskeret ved at referere til begrebet frihed: det vi som mennesker deler ligeligt er vores frihed. På denne måde er lighed ment som frihed. Men det er ikke hvad vi normalt mener, når vi snakker om lighed.
For det meste er lighed et normativt fordrende begreb, at vi alle bør være lige, men med hensyn til hvad? Da vi ikke kan begrunde lighed logisk tyr vi ofte til moralbegreber: at noget er uretfærdigt osv. Det er midlertidig umuligt at retfærdiggøre lighed som en menneskeret gennem henvisning til det normativt fordrende idet det vil føre til, at vi uden hensyntagen til resultatet af en handling måtte behandle den handlende som enhver anden, der ikke havde begået handlingen.
Lad os i stedet starte med at bytte ”alle er lige” ud med ”alle er forskellige”. Det giver god mening empirisk. I denne negative udledning af lighed skal vi ikke bedømme mennesker ud fra en abstrakt lighed, som vi så var umulig at definere, men ud fra deres forskellige evner. Lighed giver kun mening gennem denne specifikke idé om ulighed; en påstand om lighed forudsætter ulighed som det der benægtes gennem selve påstanden om lighed.
Med andre ord: når vi henviser til lighed henviser vi til negationen af den ulighed, der giver begrebet lighed mening, dvs. at ulighed skal behandles ulige.
Ufriheden får kun eksistens ved at negere den allerede eksisterende frihed, mens ligheden kun får eksistens ved at negere den allerede eksisterende ulighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar