Samtalens fænomenologi

I samtalen har vi en rettethed mod en for-os-selv fremmed 'ordlyd' (vi er lytter). Vi observerer denne ordlyd som en fremtræden udenfor os selv men mod os og genkender samtidig dens væsen som en del af os selv (os selv som taler).
Vi bliver derfor samtidig bevidste om denne relation til den objektive ordlyd: at vores bevidsthed er frigjort fra den observerede ordlyd som et subjekt overfor et objekt - hvor vi for-os-selv er subjekt i betragtningen af ordlyden.
Vi bliver derimod også opmærksomme på, at vi - for ordlyden - kan betragtes som et objekt (lyttende). Dvs. at vi falder over os selv som objekt for et andet subjekt.
Denne betragtning er et slags "tredje-øje-gestalt": vi finder os selv som det betragtende subjekt overfor et objekt, der i-sig er subjekt overfor et betragtet objekt - men endvidere finder vi os selv som beskuere af hele denne relation, der for subjektet netop bliver objekt.
Enten "mister" vi nogle af disse relationer i samtalens selvfortabelse (hvorefter samtalen flyder videre i en ringere abstraktionsgrad) eller også oplever vi et afklaringsøjeblik, hvor vi pludselig finder os selv "foran-samtalen" i et tomrum (og dermed slutter samtalen for en stund, indtil vi "henter" os selv).
Selve afklaringsøjeblikket, tomrummet, er dermed også selvfortabelse, men selvfortabelse med hukommelse: en slags selverkendelse.
Hele denne erkendelse af samtalens fænomenologi finder ligeledes sted i subjektet overfor objekter, der udelukkende er i en lyttende position.
På den måde kan man sige, at det ikke kun er i samtalen at selvfortabelse finder sted.
Når vi blot taler (fremlægger tanker) opfatter vi de lyttende som talere (vi "antropomorfiserer" deres evne til at svare igen og forstår, at deres svar faktisk er deres bevidsthed om vores tale - de lytter "indvendigt").
En erkendelse af denne samtalens dynamik kan måske redde subjektet fra lammende tomrum, hvad enten det er i samtale eller tale.