Begrebsfødsel

Er det muligt at et system; a1, giver udspring for et system; a2, hvis formål er at frakaste sig a1. I hvilket forhold står de til hinanden?

Selvom man ledes til sandheden (overtales), så er den afledte sandhed ikke nødvendigvis et udtryk for en overtalelsens sejr. Måske er den blot en fødselshjælp. Hvordan er nogen overhovedet kommet til sandheden, hvis ikke igennem en fødselshjælp?

Foranderlighed og uforanderlighed: erkendelsen af begge forudsætter ikke modsætningen. Observation er ikke bekræftelse.

Ironi.

Taknemmelighed i offentlig velgørenhed

I et omfordelingssystem via skat, hvor en befolkningsdel får velgørenhed af mange ubestemte, berøves de en taknemmelighedskilde. De står ikke længere i gæld og glæden og takken, der hænger sammen med hjælp, erstattes af forventning.

Frihed og lighed

Lighed skal være lighed i mulighed, ikke i mål.
Ikke alle har samme forudsætninger. Nogle har en en medfødt fordel, andre har en arvet fordel. Hvad er forskellen?
Hvis den arvede materielle fordel "uretfærdiggøres", må samme logik gøre sig gældende for den medfødte fordel.
Begge fordele er arbitrære og kun den ene kan ændres med magt. Er det ikke umoralsk, ved samme logik, at prøve at ændre på en medfødt evne i lighedens navn?
Lighed i mulighed er kompatibel med frihed, ikke vice versa. Det er en berøvelse af frihed, hvis nogle skal tvinges til at afgive en fordel for at give andre samme chance.
Fordi alle er forskellige per definition har alle forskellige muligheder, fejlen er at bruge tvang eller kontrol for at opnå samme mål.

Eros i Platons Faidros

Eros er en begrebsabstraktion. Det er vores ønske om at erkende det ikke-erkendelige. Børn kigger bag spejlet for at finde refleksionen, på samme måde er vores forelskelse: begæret vi føler for det skønne og smukke affødes af eros - længslen efter ophøjelse.
     Vores dødelighed ses i begæret: når vi overgiver os til abstraktionens gendrivelse og forblindes af begæret er vores kærlighed uetisk, da vores skuen til det sande går i glemsel.
Ægte forelskelse er et glimt af den uforanderlige sandhed gennem skønhed.

The mammalian odyssey

The deafening of mothers abruptly halts the flow of milk. Indeed the view is nothing more than a pinecone emerging as a new sprout of vegetation into a world polluted.

Return to the swing, your cradle is the garden of youth. Apples gleaming golden and delicious in orchards packed by heavy undergrowth and bushes specked with berries ripe and plum—waiting to be plucked off their withering branches.

         Turn in the direction of the wind and feel the breeze over the slope of your skull, whistling with great indignation at your continued existence, you are eternity’s final bastion; fortitude thwarted by nature.

Delve deep into the realm of understanding and you will find nothing less than ignorance and even more ignorance shall follow. Greatly may thy doubt increase as the wilful flowering of summer beckons to complete and end the circle.

March out into the moors, towards the raven rocks, the protrusions robbing the sea of a final resting place; naïve we can only gaze rightly into the future that lies in the horizon. Rest assured, the unknown provides in time novelty and novelty indeed time.

         Esteemed are we the moribund, whose only fortune is death and decay; the lapsing of our span a ridiculous testimony to the purpose we fatuously define as a maxim—in time, time will come.

We live for tomorrow, the reaping of the sown is a reaping of the future; the crops forgotten, life becomes vacant and transparent.

The vestige of faith upon which you cling, to its collar, pin the badge of no form and colour.

Ensomhed

At være ensom. En singulær skikkelse, en tænkt figur. Man kan aldrig være alene.

Ensomhed er uægte.

Man kan beskue det tavse, indelukkede og uudsatte, det fjendtlige og fremmede menneskehad. Afskyen ved andre er kun ægte fordi de andre findes.

Ensomhed er umulig.

Sindelagshadet til ensomheden består i eksistensens utvetydighed. Ingen kan forstå hvad ensomhed betyder, for de har aldrig prøvet at være alene. Selv når du er ene, helt alene, bryder andre ind i dine tanker. En monologfraktur. 

En ensomhedsafskrivelse.

Dialogparanoia.

En kvinde

Der er noget forunderligt ved ryggen af den endnu ukendte kvinde. 

Hendes hoftebevægelse er en rytme til storbyens puls. Er den distinkt og med et fremtrædende svirp fra side til side? Er den konstant fremadrettet i et raskt skridt? 

Nogle bevægelser er karikeret sexede andre fjerlette og feminine. Nogle kan have et lesbisk islæt eller en påtaget maskulinitet. Så du fordobler din skridtlængde, du må se hvad bagsiden er en del af, hvad forsiden gemmer på. Afsløringen kan være en skuffelse eller en berigelse. En gave eller en billig fransk vin. Hvad så, hvis det er en gave? Hvad så hvis det er en skuffelse?

Hendes duft afstedkommer nye forhåbninger og stemmen afskærmer strøgets larm. 

De sidste skridt er afgørende, hvad gemmer ryggen, stråler verden ud foran hende?