Grænserne for viden

Viden kan være mange ting. Det kan være kendskabet til et objekts funktion, kendskabet til objektets frembringelse, kendskabet til objektets udseende osv. Ud fra vores kendskab til visse fysiske objekter kan vi deducere relationer: mellem individet og det betragtede. Ud fra disse deduktive frembringelser kan vi forudsige fremtiden med ret stor præcision. Det mest simple eksempel er i 'hvis-så' sætninger, forudsigelser der siger noget om en kausal forbindelse. Denne viden er let tilgængelig og en del af den menneskelig intuition men kun så længe antallet af indbyrdes afhængige variabler er meget lille.
Når omfanget af mulige relationer forøges bliver det i praksis umuligt at observere de ægte sammenhæng.
Hvis vi antager, at det er muligt at udspecificere nogle givne omstændigheder:(x1, x2, x3,...xn) og deres relation til:(y1, y2, y3,...yn) er det altid ud fra vores allerede etablerede viden om nogle omstændigheders relation til forskellige resultater (hvis-så eksemplet)-en relation, der ikke strengt taget kan kalkuleres i det enorme vidensmorads.
Enhver observation kan i princippet kun tillade deduktion ud fra et begrænset vidensgrundlag, på denne vis kan vi ikke acceptere sandheden af en systematisk løsningstilgang til de problemer vi tror vi har kendskab nok til at kunne løse. At tro sådan er at løbe storm mod grænserne for viden.

Marx, overskudsværdi og etik

Marx argumenterede for at arbejdskraften udnyttes fordi denne producerede hele produktet, men kun fik en del af det, resten var "overskudsværdi", som kapitalisten tog til sig selv.
Hvis vi accepterer disse præmisser (som vi ikke bør) kan arbejdskraft udelukkende siges at være udnyttet i henhold til en kapitalistisk etisk forståelse: ergo, hvis arbejdskraft er berettiget til det den producerer.
Hvis man derimod adopterer den socialistiske præmis: til enhver efter hans behov, fra enhver ifølge hans evne - så skal man sammenligne det arbejdskraften producerer, ikke med det den er berettiget til, men med dens evne og endvidere sammenligne det den er berettiget til, ikke med den producerer, men med det den har behov for.
Holdbarheden af den logiske struktur er det mindste af kritikpunkterne mod marxismen, men samtidig det mest rammende, idet den interne ugyldighed vidner om en overgivelse til selve det kritikken er rettet imod, navnlig kapitalismen og dens principper.

Virkelighedens beskaffenhed og en idé om bevidsthed

Mødet mellem mennesker er en kompliceret begivenhed, der har vidtrækkende konsekvenser for hele vores erfaringsgrundlag.

Man kan sige at et samfund består af en given mængde subjekter, der opererer i en verden af objektiv karakter. Derfor kan man både tale om subjekt-objekt mødet og subjekt-subjekt mødet; det sidstnævnte er forholdet vi vil betragte. Før skildringen af mødet må vi forstå hvad der lige præcis kendetegner et subjekt. Den objektive verden er gennemsyret af de ændringer subjektivitet indgyder, men subjektivitet orienteres mod og præges af en slags objektivitet.
Det væsentlige for et subjekt er derfor selvbevidsthed og bevidsthedens struktur kan sammenlignes med måden vi møder andre mennesker på i samfundet:


Bevidsthed er sådan beskaffen, at subjektet altid betragter bevidsthed som objekt for subjektet selv. Denne introspektion har visse andre ejendommelige karaktertræk.
Man kan sige, at der sker en opdeling af subjektets bevidsthed. 
I subjektets betragtning af sin bevidsthed forbavses det over at opleve sig selv fremmedgjort som objekt for sin egen bevidsthed. Følgelig sker der en ’fortrængning’ eller en 'erstatningsproces', hvor de 2 "bevidsthedslag" forsøger at sikre deres væren som den overlegne.
I denne proces 'spejler de sig i hinanden' og bliver opmærksomme på deres egen bevidsthed gennem mødet med den anden bevidsthed. 
Selvbevidsthed har altså den ejendommelige natur at være afhængig (som i betinget) både af "subjekt-subjektet" og det beskuede "subjekt-objekt".
"Subjekt-objektets" eksistens bliver som en slags ’levende objekt’, der anerkender 'subjekt-subjektets' eksistens. 


Denne opdeling beskriver gennem bevidsthedslagenes møde med hinanden ikke kun hvordan de reagerer, men efterfølgende, hvordan de er i verden, hvad man kan kalde deres epistemologiske rammevilkår.

Jeg bevæger, at denne opdeling ligger til grund for den "inflation af virkeligheden" man ser i f.eks. konstruktivistiske teorier. Hvis selvbevidsthed (som mange ser som det adskillende mellem menneske og dyr) virkelig fungerer som her beskrevet, giver menneskets ubønhørlige tendens til metafysisk nonsens mening på et erkendelsesteoretisk niveau--selvbevidsthedens struktur fordrer simpelthen en opdelingstankegang.