Lidt om etik

Hvis et mål kan siges at være instrumentalt (have en brugsværdi), er det så ikke også et middel?

Kan noget have værdi uden om vores indforståen?

Mennesket er kun selv et instrument i det overordnede teleologiske perspektiv.
Universet, i den eskatologiske forstand, har kun mennesket som middel. Ydmyghed!

Der er ingen taksonomisk "naturligt erfaret lov", alting er en slags levende, altid foranderlig organisme - individualiteten er afgørende.

Men hvad er drivkraften? Hvorfor er der overhovedet mål? Og midler til dem?
Selve eksistensen er udelukkende vilje.

Vi elsker vores egen eksistens og forventer, at andre levende ting gør det samme. Etik er en antropomorfisering. En indlæsning af os selv, i alt andet.

Hvis bevidsthed er vilje og etik udtrykket for "vejen", hvad så med universet som erkendende individualitet? Hvad med et samlet universelt bevidsthedsøjeblik som "starten"?

Livfyldthed er genstand for antropomorfiseringen. Men hvad er ansporingen?
Erkendelsen af livfyldthed er erkendelsen af individualitet.

Hvad gør spørgsmålet om værdi værd at stille? Hvor kommer den hensyntagen til værdi?
...