Første forsøg på en beskrivelse af det usigelige.

Af og til rammes man af en underlig følelse af indsigt. Sløret løftes, dit tunnelsyn erstattes af umulige højder. Lyset er skarpere, luften er sprødere, du mærker dig selv fra yderste fingerspids til inderste hjertebank. Nu eksisterer du rigtigt.
     I dette øjeblik, føler du, har du sanset noget sandt, noget virkelighedsnært. Noget så uvirkeligt virkeligt, at det lader din kreativitet gro og blomstre vanvittigt.
Når blyanten falder og euforien er drænet skal tankerne inspiceres. Du læser det, måske anerkender du skønheden i nogle ordassociationer, der kan endda være en slags harmoni, men det er som om der mangler noget - teen har ikke trukket længe nok, det mangler tyngde.

Det der er sket er, at du har prøvet at sige det usigelige.
     I sproget er du stødt på en begrænsning. Det du har prøvet at udtrykke er ikke til at skimte i de ord, du har skrevet.
     Udsagnene indeholder ikke direkte referencer til virkeligheden og man er overladt til primitive associationer. En lov derfor:

A1. Udtalelsernes indbyrdes korrelation (på samme vis som objekter i virkeligheden refererer) korresponderer ikke med virkelighedens objekters korrelation.

De kombinationsmuligheder objekter i virkeligheden giver anledning til er 'overskredet' og dit udsagn har ingen 'aktualitet' og derfor ingen sandhedsværdi - de er meningsløse.
     Virkelighedens beskaffenhed afspejles altså direkte i udsagnenes korrelation og sproget må altså siges at være ægte beskrivelser af ægte forhold mellem virkelighedens objekter.

Udtalelser om værdi, moral og etik er derfor transcendentale i og med, at deres korrelation til virkeligheden udelukkende kan påvises i en sætnings struktur. Måske kan det siges, at metaforer er en slags forsøg på at udtrykke gennem sproget, hvad dets grænser i princippet ikke tillader.
     Værdidomme i sproget, fordi de er umulige at udtrykke (via A1), har ingen virkelighed som 'objektiver', de kan kun være subjektive, primitive følelser (som vi måske kan opnå enighed om).