mandag den 5. december 2016
involuntary memory v
Well well, this rectitude of a reality is begging for a reboot,
craving a caress of cacophony to stymie its self-indulgent stagnancy.
Now, this stagnancy, ironically, is nothing but the utter lack of
spiritual self-compliance and as such, judgement against it is
bequeathed in real time and the charge brought up against a reality
pregnant with careless conformity is immediate. The measure of spirit is
the unity which it presents for itself, in itself, sort of like a baker
kneading his dough and folding it back upon itself. As such, the dough
provides eo ipso its own court of law, and even under oath the
baker would be hard pressed to justify kneading and folding in mid-air.
Conversely the loaf will never become and the dough always remain, if
not for his hands' divine retribution. 'You are become life, the creator
of worlds'. As to the verdict on the fanciful feud with flour, both
'hand and glove' admits culpability in lieu of each other. Thus justice
consists equally in an internalization of the external and an
externalization of the internal: as seen from the dough, justice is
served in the kneading and seen from the kneading of the baker, justice
is served with the dough itself. And therefore absolution consists in
reality being in communion with itself, instigated with the breath of
life. Heck, even going on the lash possess its own immanent rhythm
granted by the contingent Bacchanalian revel and resulting necessary
rearrangement of brick and mortar. According to Corinthians 15:39-45:
"The first man Adam became a living being; the last Adam became a life-giving spirit." and
we, Lilim, are the absolute progeny of this instrumental interplay and
the Lance of Longinus our manifest sacrament. Destiny is two-pronged in
execution and infinite in institution, but in our hand it becomes
Eucharist.
onsdag den 6. april 2016
Ripples of love
In this stubborn concentration my eyes run a marathon between sentences;
my mind
thoroughly edging out faulty judgements in a meta-narrative sprint.
All of a
sudden my world is flooded by a vast streaming sensation of pure longing;
my intense
be-longing rivalled by the extension of perplexity when you’re be-gone.
But soon I
will hear a panting trepidation and turn to face our earnest infatuation;
And from
the pitch-black grease of doubt will shine a beacon of floating trust.
Hitched in
her throat are all the words that paint the expression on her face;
We will
talk about it later, but tonight we lie naked at the riverbed of our deluge.
As we walk
hand in hand I turn to see in the horizon the sanctuary of an industrial sky;
And here, fire-imbibed,
I promise to remain at home dwelling below the starry canopy.
torsdag den 3. marts 2016
3 retter
Du er rettet mod mig, men retter aldrig ind
Du har retten, selvom du ikke altid har ret
Du er ganske ensrettet i din modsatrettethed
Du har dog også modsatrettet din ensrettethed
Du retfærdiggør altid rettidigt din ret
Du tager til efterretning enhver uret
Du flyver smilende med din sjæl lodret
Du vandrer berettiget og bestemt vandret
Du udretter og opretter og tilretter
Du indretter i kasser, men anretter dig selv
Du er min forret, hovedret og efterret.
torsdag den 11. februar 2016
involuntary memory part IV
I certainly did enter the labyrinthine beauty of the powerful now's
palpitations; my mind a virtual instrument for the palpation of pure
presence. Funny thing this 'now', it seems tenseless but carry within
the withering ripe fruit of a bygone past and the budding seed of a
future to come. Come late summer in amber orchards the entire human
condition is revealed in the prophetic fall of an apple; but what of its
landing? This seemingly hollow thump never gets any fucking credit and
Eve's favourite for emergence from self-incurred immaturity is left on
the ground in self-fermentation: stupefied in wanton self-consciousness
we slither away from the richness of its subtractive sensibility into
self-immolation. But in this instant no such discard concerns me. My now
is within the firmament spewing snow over the deep silence of the
forest; I imagine these flakes of contingency cover the pine-trees much
like fresh, white sheets touched by starlight honour her naked curves
completely. Sometimes the most truthful unveiling is an envelopment. As
we penetrate further into the precipice of civilization this awareness
ricochets on the back of my skull and I realize that the present itself
is a ridge between revelation and concealment: this 'now' is an
investigation into the apparent contradiction and these shards of
internal time travelling track along the apex providing a limit to time
itself. Suddenly time's tides seem to have turned and finding myself in
nature is replaced with losing myself in civilization. But this voyage demands a new beginning.
mandag den 23. november 2015
Dobbeltdrøm
Jeget fortæller historien om sit selv
Men det er ikke længere selv sit eget
Det genfinder sig selv udenfor i en anden
Og denne anden er pludselig blevet det selv
Selv-følgelig inviteres jeget indenfor
Og den anden er nu udenfor sig i mig
Her bliver historien genfortalt af jeget
Selv-om det er den andens jeg i mig
Du siger dit om dig og jeg siger mit om mig
Men du siger også mit om dig
Og jeg siger også dit om mig
Det vi siger om os selv er hinandens
Jeg vågner i min egen drøm der er din
Og du fra din egen som er min
I virkeligheden er du og jeg hver sin
Selvom vi virker sammen som kun én
Men det er ikke længere selv sit eget
Det genfinder sig selv udenfor i en anden
Og denne anden er pludselig blevet det selv
Selv-følgelig inviteres jeget indenfor
Og den anden er nu udenfor sig i mig
Her bliver historien genfortalt af jeget
Selv-om det er den andens jeg i mig
Du siger dit om dig og jeg siger mit om mig
Men du siger også mit om dig
Og jeg siger også dit om mig
Det vi siger om os selv er hinandens
Jeg vågner i min egen drøm der er din
Og du fra din egen som er min
I virkeligheden er du og jeg hver sin
Selvom vi virker sammen som kun én
tirsdag den 10. november 2015
sprogblues
Mit sprog er min verdens grænse
Så vores sprog er vores verdens grænse
Vi sætter selv grænsen med udsigelsen
Og det usagte er et signal om en indsigelse
En oplevelse af tomrum mangler sit ord
Og det kan kun vokse op til netop dette ord
Der findes tomrum bag grænsen til udfyldelse
Og hele historien der væves går i opfyldelse
Så vores sprog er vores verdens grænse
Vi sætter selv grænsen med udsigelsen
Og det usagte er et signal om en indsigelse
En oplevelse af tomrum mangler sit ord
Og det kan kun vokse op til netop dette ord
Der findes tomrum bag grænsen til udfyldelse
Og hele historien der væves går i opfyldelse
onsdag den 21. oktober 2015
en frivillig morgen
Vi er tidsrejsende i et indre univers.
Det er det rige vi bygger, i vores eget element.
Indenfor boblen består kun vor tid.
Her strækker dig og ordene sig dybt og højt, som rødder og træer.
Udenfor daler blade gennem efterårsluft.
Deres sidste hvilested bestemt af tyngden - nødvendighed.
I boblen er hvilestedet allerede nået - frihed.
Det bekendte kan endog stadig være uerkendt.
Men læberne der bæver, af-slører en sandhed - ufrivilligt.
Og de blødeste bakker må bestige sig selv - frivilligt.
Jeget og selvet: samlet som vi'et, er det uden for tiden.
Det er det rige vi bygger, i vores eget element.
Indenfor boblen består kun vor tid.
Her strækker dig og ordene sig dybt og højt, som rødder og træer.
Udenfor daler blade gennem efterårsluft.
Deres sidste hvilested bestemt af tyngden - nødvendighed.
I boblen er hvilestedet allerede nået - frihed.
Det bekendte kan endog stadig være uerkendt.
Men læberne der bæver, af-slører en sandhed - ufrivilligt.
Og de blødeste bakker må bestige sig selv - frivilligt.
Jeget og selvet: samlet som vi'et, er det uden for tiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)