Vi er tidsrejsende i et indre univers.
Det er det rige vi bygger, i vores eget element.
Indenfor boblen består kun vor tid.
Her strækker dig og ordene sig dybt og højt, som rødder og træer.
Udenfor daler blade gennem efterårsluft.
Deres sidste hvilested bestemt af tyngden - nødvendighed.
I boblen er hvilestedet allerede nået - frihed.
Det bekendte kan endog stadig være uerkendt.
Men læberne der bæver, af-slører en sandhed - ufrivilligt.
Og de blødeste bakker må bestige sig selv - frivilligt.
Jeget og selvet: samlet som vi'et, er det uden for tiden.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar