3 retter

Du er rettet mod mig, men retter aldrig ind

Du har retten, selvom du ikke altid har ret

Du er ganske ensrettet i din modsatrettethed

Du har dog også modsatrettet din ensrettethed

Du retfærdiggør altid rettidigt din ret

Du tager til efterretning enhver uret

Du flyver smilende med din sjæl lodret

Du vandrer berettiget og bestemt vandret

Du udretter og opretter og tilretter

Du indretter i kasser, men anretter dig selv

Du er min forret, hovedret og efterret.

involuntary memory part IV

I certainly did enter the labyrinthine beauty of the powerful now's palpitations; my mind a virtual instrument for the palpation of pure presence. Funny thing this 'now', it seems tenseless but carry within the withering ripe fruit of a bygone past and the budding seed of a future to come. Come late summer in amber orchards the entire human condition is revealed in the prophetic fall of an apple; but what of its landing? This seemingly hollow thump never gets any fucking credit and Eve's favourite for emergence from self-incurred immaturity is left on the ground in self-fermentation: stupefied in wanton self-consciousness we slither away from the richness of its subtractive sensibility into self-immolation. But in this instant no such discard concerns me. My now is within the firmament spewing snow over the deep silence of the forest; I imagine these flakes of contingency cover the pine-trees much like fresh, white sheets touched by starlight honour her naked curves completely. Sometimes the most truthful unveiling is an envelopment. As we penetrate further into the precipice of civilization this awareness ricochets on the back of my skull and I realize that the present itself is a ridge between revelation and concealment: this 'now' is an investigation into the apparent contradiction and these shards of internal time travelling track along the apex providing a limit to time itself. Suddenly time's tides seem to have turned and finding myself in nature is replaced with losing myself in civilization. But this voyage demands a new beginning.

Dobbeltdrøm

Jeget fortæller historien om sit selv
Men det er ikke længere selv sit eget
Det genfinder sig selv udenfor i en anden
Og denne anden er pludselig blevet det selv

Selv-følgelig inviteres jeget indenfor
Og den anden er nu udenfor sig i mig
Her bliver historien genfortalt af jeget
Selv-om det er den andens jeg i mig

Du siger dit om dig og jeg siger mit om mig
Men du siger også mit om dig
Og jeg siger også dit om mig
Det vi siger om os selv er hinandens

Jeg vågner i min egen drøm der er din
Og du fra din egen som er min
I virkeligheden er du og jeg hver sin
Selvom vi virker sammen som kun én

sprogblues

Mit sprog er min verdens grænse
Så vores sprog er vores verdens grænse
Vi sætter selv grænsen med udsigelsen
Og det usagte er et signal om en indsigelse

En oplevelse af tomrum mangler sit ord
Og det kan kun vokse op til netop dette ord
Der findes tomrum bag grænsen til udfyldelse
Og hele historien der væves går i opfyldelse

en frivillig morgen

Vi er tidsrejsende i et indre univers.
Det er det rige vi bygger, i vores eget element.
Indenfor boblen består kun vor tid.
Her strækker dig og ordene sig dybt og højt, som rødder og træer.
Udenfor daler blade gennem efterårsluft.
Deres sidste hvilested bestemt af tyngden - nødvendighed.
I boblen er hvilestedet allerede nået - frihed.
Det bekendte kan endog stadig være uerkendt.
Men læberne der bæver, af-slører en sandhed - ufrivilligt.
Og de blødeste bakker må bestige sig selv - frivilligt.
Jeget og selvet: samlet som vi'et, er det uden for tiden.

en ufrivillig morgen

Morgenen har antrukken en kølig stilhed som var den et maleri af min tankes ufrivillige stilstand.
Det er meningen jeg skal løbe, så jeg sætter én fod foran den anden, det er sådan man løber. Men for hvert skridt jeg tager taber jeg mig selv og mit tilstedevær til de tilbagelagte kilometer. Hun siger, at det er okay jeg løber forrest, men det er svært når jeg allerede er væltet bagerst fra starten. Hvis dit jeg er kloden der drejer roligt og med sikkerhed om sin egen akse, er det dog muligt af og til at rejse så langt ud af tyngdefeltet, at du når at se dit jeg bevæges meget længere end dit selv i virkeligheden er nået. Forestil dig 2 håndfulde strandsand, taget tilsammen er de udtryk for det samme: strandsand. Men i den ene håndfuld taget for sig aner du alle de forskelle som sammenligningen skjuler. Måske er det også sådan i jegets ufrivillige bevægelse: i sammenligningen forsvinder det særegne ved selvet og det tvinges til at acceptere jeget som hele sit udtryk og måske kan jeget kun finde sit selv når de løber ved siden af hinanden.

the fullness of experience

My gaze is on Saussure and the object of linguistics
but a mellow stream of vaporized Kenya caresses my cheeks
and I reawaken in the memory of your warm head on my chest:
You can take a shower here if you want, you can stay if you'd like.
The bedsheets are a labyrinth and our bodies are entangled
in the darkness soon to be illuminated by the rising reality;
our fingers glide across the cobblestoned walls of a dream
as we roam free and laugh in this disguised shadowland.
At the cusp of my memory bursting I catch a glimpse
of a hesitant surrender to this slightest possibility
and whatever there is to find in this chasmic world,
it must build across and deliver the fullness of experience.