Sommerskæv

Jeg er fuldstændig sommerskæv og beruset af hendes overlegne dans og nærværs storsind. Verden passerer forbi mens jeg vælter i mit sind; mine forræderiske ord er perverse replikker, mens mine tanker er alt, alt for rene. Sylespidse insisterer de på at præsentere hele min virkelighed; rungende fylder de mit kranies forsøg på benægtelse med rødglødende sandhed. Jeg vender på tæerne igen og igen, det er som om min krop forsøger at gå sygdommen væk. Med ét er jeg tilbage i min fæstning, gennemsyret af maskulin ro og overblik, men når mine øjne møder hendes afklædes hele min sjæl og alt mit væsen. Hun frarøver mig søvnen, de små skiver død, og alle ender bindes sammen i cirklens uendelige frembringelse af tilstedevær. Jeg er komplet og aldeles skæv af sommeren.